Google klar til slag mod danske mediehuse

De store danske mediehuses fælles angreb på Googles marked for tilpassede annoncer på internettet bliver modtaget med ophøjet ro hos søgegiganten.

Foto: Scanpix
”Det er da et positivt tiltag. Vi mener som udgangspunkt, at ting, der gør information mere brugbart er godt. Det er selvfølgelig en konkurrent til vores Google Adsense, men konkurrence er positivt. Det er med til at udvikle os alle,” lyder den diplomatiske reaktion fra Peter Friis, landechef for Google i Danmark.

Ni af landets største mediehuse offentliggjorde i går en aftale med Google-konkurrenten Open AdExchanges, der fremover skal sørge for, at annoncernes på mediernes hjemmesider bliver knyttet til relaterede artikler eller indhold.

På den måde vil medierne forøge værdien for de annoncører, som der er rift om for tiden.

Google sidder i dag på stort set hele markedet via produktet Google Adsense. Ifølge mediehusenes estimater udgør den del af Googles forretning 200-300 mio. kr. Et marked, som Open AdExchanges vurderer, at medierne kan stjæle ti procent af.

Hos Google ønsker Peter Friis ikke at vurdere, om det er realistisk.

”Det er svært at spå om, fordi der er så mange variable. Men hvis målsætningen er at tage 10 pct. af et beløb på 200-300 mio. kr., kan man jo spørge, om medierne ikke bør have et lidt større indtjeningsmål for øje,” siger Peter Friis og tilføjer, at mediernes omsætning på det nye initiativ skal fratrækkes udgifter til Open AdExchanges. Dertil kommer, at flere i forvejen tjener penge på målrettede annoncer fra Google Adsense.

Hvis målet om de ti pct. opfyldes, bliver der med andre ord tale om et meget lille tocifret millionbeløb til deling mellem en række mediehuse.

Peter Friis vil ikke oplyse om mediernes vurdering af markedet ligger tæt på sandheden, men siger om mediernes offensiv på området:

”Der ligger nok også noget i, at det er Google man går i konkurrence med. Mediecheferne har jo ved flere lejligheder meldt ud, at man ser Google som en trussel,” siger han.

Mediehuse angriber Google