Google klar til at investere milliarder i Tesla-ejers rumkapløb

Internetgiganten Google vil investere 6,4 milliarder kroner i SpaceX, der på sigt skal levere internet til planeten via satellitter.

Foto: - -. Arkivfoto. Google vil investere en milliard dollar i Elon Musks SpaceX.
Læs mere
Fold sammen

Google er ifølge kilder tæt på processen klar til at investere en milliard dollar, ca. 6,4 milliarder kroner, i SpaceX. Målet er på sigt at levere internet til jordkloden via satellitter, skriver Wall Street Journal.

Investeringen betyder, at SpaceX, der er ejet af Tesla-ejeren Elon Musk, vil være vurderet til omkring 10 milliarder dollar (64 milliarder kroner). Investeringen vil være velkommen hos SpaceX, der kæmper for at genoprette tilliden til kommerciel rumfart efter flere uheld i 2014.

SpaceX er et af en håndfuld selskaber, der kæmper om markedet for kommerciel rumfart med transport til rumstationer, opsendelse af satellitter og på sigt passagerertrafik. Orbital Sciences kom for alvor i medierne i efteråret, da en af deres raketter eksploderede. Senere samme uge ramte katastrofen Virgin Galactic, hvis rumfartøj eksploderede og dræbte en testpilot.

Også SpaceX har haft problemer med sine raketter. Elon Musk tweetede så sent som i fridags en video, hvor en SpaceX Falcon 9-raket eksploderer ved landingsforsøget efter at have sendt en last afsted mod den internationale rumstation. »Lige ved og næsten. Denne gang.« lød beskeden.

Investeringen vil være endnu et skridt for Google i kampen for at levere internet til klodens mest afsidesliggende områder. Det er ikke første gang, Google investerer i avanceret teknologi for at komme i mål med det projekt. Tidligere har internetselskabet også investeret i luftballoner og droner drevet af solenergi.

SpaceX har teknologien til at bygge satellitter og sende dem op, mens det er usikkert, hvordan internetsignalerne skal sendes frem og tilbage. Elon Musk har tidligere snakket om laser-teknologi, men intet er endnu sikkert.