Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Annoncører vil få mulighed for at holde øje med, hvor deres reklamer bliver vist på den Google-ejede videotjeneste YouTube oven på den omsiggribende annonceboykot mod internetgiganten. Samtidig udvider Google definitionen af anstødeligt indhold.
Google vil gøre det muligt at bruge eksterne måleværktøjer på YouTube til at fastlægge, i hvilken sammenhæng ens reklamefilm vises. Det sker efter afsløringer af, hvordan reklamefilm er blevet vist i forbindelse med ekstremistiske filmklip, som er blevet lagt på YouTube, der er verdens største videokliptjeneste.
Store annoncører har trukket annoncer væk fra Google
Afsløringerne medførte den største boykot mod Google til dato. En række af verdens største annoncører valgte enten at trække deres annoncering helt væk fra Google eller stille den i bero. Dermed rammes Google på sin væsentligste indtægt, reklamer, og boykotten går samtidig ud over de mange, som har aftale med Google om at lade Google-annoncer vise i forbindelse med deres film.
På den måde har ekstremister ifølge det britiske dagblad The Guardian tjent omkring 2,1 millioner kroner på deres filmklip på YouTube, fordi de får omkring 51 kroner for hver 1.000 klik.
Blandt de store annoncører er Pepsi, Wal-Mart, Johnson & Johnson, men også mindre annoncører som senest den australske regering har droppet deres Google-annoncer som følge af kritikken. Den britiske regering er med i klubben, efter at dens annoncer blev vist sammen med videoklip med den tidligere Ku Klux-klanleder David Duke
Ingen garanti for fuld succes
Hvornår Google åbner for de eksterne målemuligheder, står endnu ikke klart. Internetgiganten har også lovet andre og bedre måleværktøjer senere i år, skriver den amerikanske finansavis Wall Street Journal. Her vil annoncører kunne se en fuld liste over de videofilm, som deres annoncer er blevet vist sammen med, og hvor mange gange reklamefilmene er blevet vist på hver enkelt af dem.
Google meddelte mandag i denne uge, at der vil ske ændringer i brugerbetingelserne, så der hurtigere sker en vurdering af problematiske annonceplaceringer. Her skal såkaldt »kunstig intelligens« bruges til at hjælpe med at udpege problematisk indhold. Hvor kløgtig denne teknologi er til præcis at fange problemerne, lader tilbage at blive set.
Googles forretningsdirektør, Philipp Schindler, har i interviews med flere medier sagt, at internetgiganten ikke kan garantere, at annoncer aldrig vil optræde sammen med stødende indhold trods tiltagene.