Google går nu direkte efter Apples iPhone

Internetgigantens to første, helt egne mobiltelefoner er klar, og de får ny digital assistent, som også kan arbejde fra en bordhøjttaler, ligesom et par ægte VR-briller, der ikke er i pap, er klar.

Foto: BECK DIEFENBACH. Google går nu markant og bredt ind i egenproduktionen af produkter og vil ikke blot levere de tjenester, som skal bruges på dem. Fra venstre en ny trådløs router Google Wifi, en opdateret Google Chromecast Ultra til at sende billeder fra mobil- og PC-skærme til fjernsynsskærmen, den digitale assistent Google Home, de to nye Android-telefoner Pixel XL og Pixel samt »virtual reality«-brillerne Dreamview. Foto: Beck Diefenbach, Reuters/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Google vil nu konkurrere direkte med Apple og Amazon samt de øvrige Android-mobilproducenter med to nye Google Pixel-telefoner, en ny fototjeneste med ubegrænset plads, en digital bordassistent, som kan udføre ordrer på kommando, og et par »virtual reality«-briller, som de nye telefoner kan sættes i.

Internetgiganten lancerede tirsdag aften dansk tid et større udvalg af nye produkter og går dermed for alvor ind for ikke blot at levere de tjenester, som alle helst skal bruge, men også det udstyr, som de skal bruges på.

Til kamp mod Apple - og mod Samsung

De to Pixel-telefoner på 5,0 og 5,5 tommer - Pixel og Pixel XL - er de første, der produceres i Googles eget navn, og det er signalet til, at Google nu går direkte efter Apple. Tidligere har Google siden 2010 fået sine egendesignede Nexus-telefoner produceret hos bl.a. HTC og LG Electronics. Priserne på Pixel-telefonerne vil ligge fra 649 dollars eller 4.300 kroner for modellen med 32 gigabyte lagerplads. Prisen ligger dermed pænt højt men ikke nær så højt som Apples iPhone-telefoner, der koster omkring 6.000 kroner. Også Samsung, der i dag er den største producent af Android-telefoner, vil kunne rammes af de nye Pixel-telefoner, selv om det ikke er det direkte mål.

Pixel-telefonerne kommer med den seneste Snapdragon 821-processor fra Qualcomm og lægger dermed vægt på ordentlige hestekræfter bag aluminiumsrammen. Telefonerne bruger nyeste udgave af Googles mobilstyresystem, Android 7.1 (også kaldet »Nougat«). De er udstyret med kameraer med en opløsning på 12 megapixler og har allerede fået bedre kamerakarakterer end Apples nye iPhone 7 og Samsungs nye Galaxy S7 Edge. De nye Google-telefoner kan på 15 minutter lades op til at klare syv timers brug, lover Google.

Ny assistent på telefonen og i højttaleren

Pixel-telefonerne er også premieren på Google Assistant, en digital assistent, der kan tage imod stemmekommandoer og udføre lettere opgaver som at samle oplysninger ind, finde vejrudsigten, læse ens kalender op og udføre andre dagligdags opgaver. Google Assistant erstatter Google Now og andre stemmesøgningsfunktioner, som tidligere har været på Android-telefoner. Man kan ifølge Google samtale med assistenten og stille spørgsmål, og den kan så levere oplysninger, som den analyserer sig frem til at være relevante ud fra, hvad den erfarer om ens interesser og vaner.

Assistenten aktiveres ligesom de tidligere talefunktioner ved at sige »OK Google« og trykke på Hjem-knappen. Den bliver også bygget ind i en ny Google Home-højttaler, som placeres et centralt sted i hjemmet og genneem fintfølende mikrofoner kan opfange kommandoerne, ligesom Amazons Echo-højttaler gør det. Google Home får premiere i USA i en nær fremtid. Google vil bygge Google Assistant ind i tavle-PCer og smarture fremover.

Analysehuset Gartner, der følger teknologimarkederne tæt, forventer, at omsætningen ved brug af digitale assistenter i 2020 vil runde to milliarder dollars. Derfor går både Google, Apple og Amazon så kraftigt ind på området nu.

Velkommen til den virtuelle virkelighed

Pixel-telefonerne vil også rumme ubegrænset sikkerhedskopiering til billedtjenesten Google Photos af billeder og film, og de vil blive bevaret i den oprindelige opløsning og ikke sat ned i kvalitet. Endelig vil en ny funktion kunne overføre alt fra en iPhone-telefon til en Pixel-telefon, heriblandt iMessage-beskeder, billeder, film, kontakter og alle ens andre data.

De to Google-telefoner kan bruges i Googles nye VR-briller, Daydream View. De lægges ind i brillerne, så de spærrer for ens normale synsfelt, ganske som Samsung gør med sine Gear VR-briller. Indtil nu har Google kun haft sine papbriller, Cardboard, som går nu fuldt ind på et marked, der ventes at eksplodere i den kommende tid.

Endelig kommer der en opdateret udgave af Chromecast-pinden, som gør det muligt på en TV-skærm at se, hvad man har af f.eks. billeder og film på sin mobiltelefon eller PC. Chromecast Ultra sættes i et stik i TVet og modtager så trådløst billederne, så alle kan se med. Den nye model understøtter ultra-HD-/4K-opløsning med langt bedre billedkvalitet.