Google går ind på presset mobilmarked

Googles egen mobiltelefon lander midt i en ophedet krigszone, for det er svært at sælge mobiltelefoner i dag - navnlig i mellemklassen. De enkle og de avancerede telefoner trækker markedet.

Mobiltelefoner skal i dag kunne meget mere end blot at ringe. Foto: Søren Bidstrup, Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med Googles egen mobiltelefon, Gphone eller Nexus One, der ventes annonceret i aften, kaster Internet-giganten sig ind på et marked, der bliver hårdere og hårdere, og hvor de gamle spillere presses voldsomt af firmaer, der kommer fra IT-verdenen.

Google rykkede sidste år ud med et nyt (og gratis) styresystem til mobiltelefoner, Android, og var her på hjemmebane. Der var tale om software. Nu vil Google selv lave telefoner - i alle tilfælde markedsføre dem under eget navn, selv om det ser ud til, at det bliver den taiwanesiske mobilproducent HTC, der skal stå for selve produktionen.

Dermed kommer især den finske mobilgigant Nokia, som stadig står bag to af hver fem solgte mobiltelefoner i verden, under yderligere pres. Nokia begyndte oprindelig som en gummistøvlefabrik og har også mærket forandringens vinde siden begyndelsen.

Midt i ny omvæltning

Mobilbranchen er stadig midt i en ny omvæltning, samtidig med at finanskrisen har lagt ekstra pres på dem, fordi folk beholder deres gamle telefon længere og vælger med større omhu, hvad de derefter vil investere penge i.

Sidst i 1990erne skete der også en stor omvæltning i mobilbranchen. Mobiltelefonen var dengang mest noget, som direktører havde. Nu blev den i stedet hvermandseje, og i dag er der i mange lande flere mobilabonnenter, end der er indbyggere. (Årsagen er, at mange maskiner - f.eks. automater - nu også kommunikerer via mobilnettet.) Store tilskud for at få bragt prisen på telefonen ned skaffede rigtigt mange nye kunder i butikken.

Men da telefonen blev hvermandseje, steg også kravene om at kunne mere - og betale mindre. Mobiltelefonerne blev derfor udviklet til at kunne andet end blot at ringe og skrive korte SMS-tekstbeskeder på.

Senest kom Internet-adgang fra de dyrere, avancerede mobiltelefoner til. Det stillede andre krav til mobilproducenterne, som i stigende omfang skulle til at konkurrere med de klassiske computerfabrikanter - som på sin side skulle sikre, at PCerne kunne komme på mobilnettet...

Billigt - eller dyrt

Mobilproducenternes største udfordring er, at forbrugerne nu går efter enten avancerede mobiltelefoner, der på mange måder minder om en computer, eller de rigtigt enkle og billige modeller. Derimod sælger telefoner i mellemprisklassen - og dem er der flest af - ikke godt længere. Det rammer især Nokia, Sony Ericsson og amerikanske Motorola.

Nokia dominerer stadig blandt de enkle mobiltelefoner, men navnlig fra producenter i Kina vokser presset. I den dyre ende presses Nokia af Apple, som har haft god succes med sin eneste mobiltelefon, iPhone, og af canadiske RIM, der står bag Blackberry-telefonerne. Endelig kommer nu også Google, som allerede har sendt sit nye styresystem til telefoner, Android, på markedet og nu også går ind og producerer sin egen telefon, Gphone.

Analysehuset Gartner anslår, at salget af avancerede mobiltelefoner vil tredobles i 2012, hvor der til den tid sælges 525 millioner af slagsen på et år.

Netbutikker skal skaffe penge

Mobilproducenterne har bygget digitalkameraer ind i telefonerne, og det kan faktisk ses på salgstallene på digitalkameraer. Telefonen er i dag også den foretrukne musikafspiller, og der er GPS-satellitnavigation i mange modeller.

Derfor skal der noget nyt til, for ingen af disse ting skiller den ene mobilproducent fra den anden længere.

Derfor forsøger alle mobilproducenterne at skaffe sig ekstra indtægter ved salg af småprogrammer til telefonerne. Apple har sin App Store, Nokia har åbnet netbutikken Ovi (betyder »(en) dør« på ophavssproget, finsk), og Sony Ericsson sælger fra sin Play Now Arena. Googles netbutik, Android Market, rummer i bedste Google-stil massevis af gratis programmer, selv om der også kan købes programmer her til telefonen.