Google er ikke vej at lukke sin e-mailtjeneste, Gmail.
Det måtte internetgiganten slå fast i weekenden, efter at et opslag på det sociale medie X fortalte, at Gmail lukker 1. august.
Opslaget med overskriften »Google er ved at fase Gmail ud« var hurtigt blevet set flere end syv millioner gange.
Google fastslår på sin officielle X-konto, at Gmail »er her for at blive her«, og afviser dermed helt, at tjenesten, der bruges af mellem halvanden og to milliarder mennesker, er på vej væk.
Ifølge det falske opslag, som så ganske ægte ud med brug af Googles og Gmails logoer og i et formelt ordvalg, der kunne være Googles, ville alle Gmail-brugerne efter 1. august ikke længere kunne »sende, modtage eller gemme e-mail«.
»Indtil 1. august 2024 vil man kunne tilgå og downloade alle sine e-mail,« lød det.
Opslaget blev taget alvorligt af mange, der måske også havde i baghovedet, at Google for nylig – og ægte nok – meldte ud, at ældre Gmail-konti, som ikke havde været anvendt i en tid, ville blive slettet.
Tekst ændret fra tidligere Google-meddelelse
Det falske opslag blev snart markeret på X som manipuleret og som værende satire.
Teksten viste sig senere at være en ændret version af en tidligere Google-meddelelse fra september 2023 om, at man i Gmail ikke længere kunne anvende funktionen med at se sin indbakke i en neddroslet udgave, hvis ens internetforbindelse ikke var så god.
Gmail er verdens mest anvende e-mailtjeneste. Man kan bruge den uden at betale, fordi Google derved får vigtig viden om brugerne. Denne viden anvendes i Googles reklameforretning, hvor der sælges ofte særdeles målrettede annoncer ud fra den brugerprofil, som bygges op ud fra, hvilke tjenester man bruger, og hvad man bruger dem til.
Gmail findes dog også i en betalingsversion, der blandt andet anvendes af virksomheder.
Google lever af sine annoncer. Fra oktober til december 2023, som er det senest offentliggjorte regnskab, stammede 65.517 millioner dollar af den samlede omsætning på 86.310 millioner dollar fra annoncer.
Google driver en lang række tjenester på nettet og vælger indimellem at lukke nogle af dem.
I 2023 blev den store spilsatsning Stadia og den Snapchat-lignende YouTube Stories-funktion lukket, ligesom ældre, inaktive Gmail-konti begyndte at blive slettet.




