Goldman: Vi er stolte af DONG

Finanskæmpen Goldman Sachs holder kortene tæt til kroppen om den fremtidige børsnotering af energiselskabet DONG Energy. Børsintroduktionen er et »naturligt næste skridt,« siger direktør fra Goldman Sachs.

Foto: Lucas Jackson. Finanskæmpen Goldman Sachs holder kortene tæt til kroppen om den fremtidige børsnotering af energiselskabet DONG Energy. Børsintroduktionen er et »naturligt næste skridt,« siger direktør fra Goldman Sachs.
Læs mere
Fold sammen

De har før fået offentlige tæv i Danmark, og måske er det grunden til, at de ikke er meget for at stikke næsen frem. Den amerikanske finansgigant Goldman Sachs fik mange hug, da de købte sig ind i DONG Energy for to år siden, og siden har de kun få gange udtalt sig om investeringen i det statskontrollerede energiselskab.

Torsdag bekræftede Finansministeriet, som er DONG's hovedaktionær, at der arbejdes på at få selskabet børsnoteret »denne sommer«. Som tidligere beskrevet i Berlingske går ejerne efter at få DONG i kurslisterne fra fredag d. 10. juni.

Selv om Goldman er den største ejer i DONG efter den danske stat, er Goldman meget fåmælt om den centrale beslutning om en ny ejerstruktur i DONG, som er den største enkeltinvestering i rede penge i Goldmans historie.

Men i en mail til Berlingske glæder Michael Bruun, der er direktør i Goldman, sig over, at børsplanerne kører.

»Vi støtter fuldt ud beslutningen om at børsnotere DONG Energy. Selskabet er klar til børsnoteringen, og vi ser det som et naturligt næste skridt for DONG Energy. DONG Energy er en af de globale ledere indenfor vedvarende energi og vi er stolte over at være en del af selskabets aktionærgruppe,« skriver Michael Specht Bruun, der er Managing Director i Goldman Sachs International. Mere ønsker Goldman Sachs ikke at sige.

Det var under stor politisk og folkelig uro, at Goldman i starten af 2014 købte sig ind i ejerkredsen i DONG. Det fik bl.a. det resultat at SF trak sig ud af den daværende regering. Her bare to år efter er selskabet klar til en børsindtroduktion, der kan blive den største i Danmarkshistorien.