Godtroende Facebook-brugere er i fare

En ud af tre brugere af tjenesten Facebook er klar til at klikke på fotos fra anonym afsender - og er dermed i farezonen for at blive udsat for it-angreb.

Foto: Claus Bech
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hver tredje bruger af nettjenesten Facebook er i farezonen for at blive narret af it-svindlere. Det viser en ny undersøgelse, som it-sikkerhedsselskabet Check Point Software har gennemført ved hjælp af en anonym profil på Facebook.

Selskabet sendte beskeden "se mine nyeste fotos" ud til 200 brugere. Heraf klikkede de 71 på linket til siden. Hvis siden havde været ejet af svindlere, kunne de være blevet franarret personlige oplysninger, som hackere senere kunne udnytte i form af et såkaldt identitetstyveri.

- Testen understreger den magt sociale medier har over mennesker og hvor sårbare vi som brugere egentlig er, siger Anders Greve, landechef for Check Point i Danmark.

Hvis man kan oversætte resultatet af testen direkte til Danmark, ville 700.000 af de 2,2 millioner danske Facebook-brugere være klar til at hoppe på limpinden.

Anders Greve advarer om, at det er virkelig nemt for en hacker at udnytte sociale medier som Facebook til at sprede for eksempel vira til en stor målgruppe på én gang.

- Brugere af sociale netværk tror ofte, at de opererer i et sikkert og intimt privat rum. Men der er masser af internethajer i farvandet, som foregiver at være "venner" for blot at stjæle personlige og fortrolige oplysninger, siger Anders Greve.

Check Point anbefaler fem tips til brugere af de sociale tjenester. Forskellige passwords til forskellige tjenester og de rigtige "privacy"-indstillinger på for eksempel Facebook er to af rådene.

Dertil kommer ikke at klikke på links fra fremmede eller som ser suspekte ud, ikke at acceptere "venner", som man ikke kender, samt at holde pc'en godt beskyttet med sikkerhedssoftware.

/ritzau/