Godt nyt om Alzheimers-vaccine

Det er også godt for Lundbeck, at svenske forskere angiveligt er kommet et stort skridt nærmere en vaccine mod den frygtede sygdom Alzheimers.

Foto: Esben Salling

Lundbeck har grund til at glæde sig. Torsdag offentliggjorde The Lancet Neurology, at en gruppe svenske forskere har taget et stort skridt nærmere en Alzheimers-vaccine, og det er godt nyt for Lundbecks eget forsøg på at udvikle en vaccine. Det skriver Medwatch.

Det store demens-marked er mange medicinalgiganters mål, men stribevis af fejlslagne forsøg har svækket troen på, at den dyre forskning i Alzheimers-vaccinerne i industrien vil lykkes. De nye, svenske data får optimismen til at blomstre.

- Resultaterne er banebrydende i den forstand, at man hos mennesker har vist, at vaccinen ser ud til at være sikker. Det støtter andre studier af andre vaccinationsprogrammer. Man kan forestille sig, at den øvrige forskning får mere aktivitet nu, siger Jan Egebjerg, funktionschef i Lundbecks afdeling for forskning i neurodegeneration, til Medwatch.

Optimismen smitter af på Lundbecks egen vaccine-kandidat mod Alzheimers, der ikke har et officielt navn, men bliver kaldt Vaccinil. Vaccinen er aktiv lige som de svenske forskeres vaccine CAD106.

En af hjernerne bag CAD106 giver Jan Egebjerg ret - vi vil formodentlig se mere aktivitet i forskningen efter de nye data.

- Det giver de mennesker, der arbejder med aktive vaccinationer, noget mere tillid. Medicinalindustrien har været en smule pessimistiske over for Alzheimers-medicin på grund af negative udfald af forsøg. Resultaterne giver nyt håb, siger Bengt Winblad, professor ved Karolinska Institutet i Sverige og leder af forskningen i vaccinen, til MedWatch.

Vaccinil angriber A-beta-proteinet, som ophober sig i hjernen og forårsager hukommelsestabet og celledød hos Alzheimers-patienten. Kandidaten er på vej ind i fase-1-studierne.

Resultaterne fra de svenske forskere stammer ligeledes fra et fase-1-studie. Vaccine-kandidaten CAD106 er finansieret af den franske gigant Novartis, som også kommer til at eje det endelige produkt, hvis sådan et kommer på markedet. Novartis' vaccine gør dog sin entre i fase-2-studierne nu og er derfor et stort skridt foran Lundbeck.

- Vi vil kunne blive konkurrenter med Vaccinil. Men man skal huske på, at begge vacciner ligger meget tidligt i pipelinen, understreger Jan Egebjerg over for Medwatch.