Godkend fakturaen i lufthavnen

Mobilitet. Et nyt software til mobiltelefonen henvender sig til ledere, der ofte er på farten og sjældent har tid til at godkende fakturaer og indkøbskontrakter.

Undgå, at bunker med fakturaer og indkøbskontrakter hober sig op på chefens kontor.

Med en ny softwareløsning til mobiltelefonen er det muligt for en virksomheds nøglepersoner at godkende vigtige dokumenter med få tastetryk på mobiltelefonen.

Det er den finske softwareproducent BasWare, der har udviklet løsningen, som har til formål at lette arbejdsgangen med hensyn til godkendelse af indkøbskontrakter og fakturaer.

- De typiske brugere af den her løsning er dem, vi kalder andet led. Typisk er forarbejdet blevet foretaget af en medarbejder med detailkendskab, som har gennemgået kontrakterne og fakturaerne. Der mangler blot en underskrift fra en person i ledelsen. Erfaringer viser, at det er ved det led, der nemt kan opstå flaskehalse, da ledere ofte er væk fra kontoret, forklarer Charlotte Wedell-Neergaard salgschef for BasWare i Danmark.

Alle er mobileBasWare Mobile Client er en naturlig reaktion på den mobilitet, der de seneste år har ramt det danske erhvervsliv og i dag gennemsyrer vores arbejdsliv.

Løsningen kræver en pda, blackberry eller en mobiltelefon af nyere dato. Fingerreglen er, at hvis telefonen er i stand til at modtage og afsende mails, kan den også bruges i den her sammenhæng.

BasWare Mobile Client komplimenterer BasWares softwareløsninger, der i hovedtræk dækker processerne indkøb, fakturabehandling og rejseafregning.

Mental barriere er vækDet foregår således, at en ansat udarbejder en faktura i en af BasWares programmer. Fakturaen vil her blive gennemgået af en regnskabsansvarlig, som dernæst sender fakturaoplysningerne videre som e-mail til chefens mobiltelefon. Med få klik er chefen nu i stand til at se fakturaen og godkende den. Det tager få sekunder, og vedkommende kan gøre det i toget på vej hjem fra arbejde eller i lufthavnen efter et møde.

- Det har i første omgang været større organisationer, der har benyttet sådanne programmer, men vi oplever, at de mindre virksomheder også viser interesse for produktet. Her har lederen ofte rigtig mange opgaver og er tit lige så mobil som i de større virksomheder. Det her er en løsning, som sparer tid og ressourcer, fortæller Charlotte Wedell-Neergaard.

Hun fortæller desuden, at BasWare er blevet overrasket over den store respons, som virksomheden har fået på den her løsning.

- Der er noget, som tyder på, at den mentale barriere er væk. Folk er generelt blevet trygge ved mobilteknologien og er derfor mere eventyrlystne og med på at prøve nye produkter, forklarer hun.