Gode muligheder for erstatningssager mod VW

Der kan være et helt spektrum af muligheder for at få erstatning fra VW, hvis man ejer en bil med snydesoftware, mener Forbrugerrådet Tænk. Også vildledende markedsføring kan måske give ret til erstatning.

Spritnye biler så langt øjet rækker står linet op ved Porsches fabrik i østtyske Leipzig. Det er nu kommet frem, at det ikke blot er VWs egne biler, men også søstermærker som Porsche Cayenne, der er blevet udstyret med software, der er beregnet til at snyde myndighedernes test. Foto: Jan Woitas/EPA
Læs mere
Fold sammen

Danske bilejere kan måske kræve erstatning af VW, selv om deres biler ikke kommer til at køre dårligere af at få fjernet snydesoftwaren.

Både Forbrugerrådet Tænk og FDM er i gang med at overveje grundlaget for en retssag, og hos Forbrugerrådet kigger man blandt andet på, om VW har vildledt forbrugerne ved at markedsføre bilerne som miljøvenlige.

»Der kan måske også være grundlag for et krav mod VW, selv om brændstoføkonomi og så videre ikke bliver påvirket. Det er ikke tilladt at vildlede forbrugerne, og det kan der være tale om, hvis markedsføringen har fået forbrugere til at tro, at deres bil var mere grøn og miljøvenlig, end der var belæg for,« siger Forbrugerrådet Tænks direktør, Lars Pram.

»Vi mener, at afhængig af markedsføringen og de forslag til udbedringer, VW kommer med, kan der være et helt spektrum af krav, man kan have ret til – kompensation, erstatning og i grovere tilfælde ret til hæve købet.«

Lars Pram tilføjer, at det er for tidligt endnu at tage konkret stilling til et sagsanlæg, men at man er i uformel kontakt med både FDM i Danmark og den europæiske og internationale forbrugerbevægelse.

»Vi overvejer alle muligheder, inklusive at anlægge et gruppesøgsmål mod VW. Desværre mangler der stadig en række fakta i sagen, som det er nødvendigt at få på bordet, før vi tager næste skridt, blandt andet fakta fra de tyske myndigheder om hvilken løsning på problemet vi vil få fra VW,« siger Lars Pram.

»Vi skal vide, hvad det kommer til at betyde for den enkelte VW-ejer, når software i bilen udskiftes, eller der bliver foretaget andre indgreb i den. Påvirker det brændstoføkonomien? Kommer der flere reparationer? Og hvad med brugtvognsprisen og så videre. Det må eksperter kigge på,« fortsætter Lars Pram.

Hos FDM er man langt inde i overvejelserne om, hvordan man får afgjort netop disse spørgsmål.

»Hvis justeringen af bilerne fører til, at biler for eksempel kører kortere på literen eller får ringere ydeevne, så kan der være grundlag for en sag. Men i det øjeblik bilen er inde til service hos VW, så er beviset jo væk,« siger Per Alkestrup, afdelingschef for råd­givning hos FDM.

»Derfor forestiller vi os at foretage et passende antal check på et repræsentativt udsnit af biler før og efter justeringen. Testen skal udføres hos et uvildigt foretagende, for eksempel Teknologisk Institut.«