GNs Netcom bliver produktpartner for IT-gigant

GN Store Nords headsetdivision Netcom er blevet produktpartner for Unified Communication hos IT-giganten Cisco.

Foto: Jonas Vandall Ørtvig.
Læs mere
Fold sammen

Det skriver GN Store Nord i en meddelelse.

GN Netcom-brandet Jabra, er dermed produktpartner for løsningen Cisco Jabber Windows. GN Netcom skal sammen med Cisco udvikle headsets til løsningerne. Samtidig vil Jabra Speak 450 og Jabra Handset 450 blive solgt af Cisco, blandt andet gennem Solutions Plus-programmet.

- Jabra har leveret afgørende produkter til en komplet løsning til arbejdspladser for at tilpasse arbejdspladserne til dem, der arbejder der, og ikke omvendt. Dette samarbejde er et bevis for Jabras langvarige relation til Cisco, som anerkender vigtigheden af kvalitetsprodukter, skriver direktør for GN Netcom Mogens Elsberg i meddelelsen.

GN Netcom blev allerede i regnskabet for tredje kvartal udnævnt som foretrukken leverandør til Cisco UC. Torsdagens partnerskab er første resultat af dette.

Divisionen vokser solidt, da mange selskaber under krisen sammenkører kommunikationen via IT. Det sker for at skabe besparelser og skaber samtidig stor efterspørgsel efter headsets.

GN Netcom øgede i 2011 sin omsætning med 9 pct. til 2106 mio. kr. omsat til et driftsresultat på 310 mio. kr. mod 224 mio. kr. i 2010. I de første ni måneder af 2012 omsatte GN Netcom for 1684 mio. kr. mod 1495 mio. kr. i samme periode af 2011.

I tredje kvartal måtte Netcom dog nedjustere sine organiske vækstforventninger for hele året til 5 pct. fra tidligere 7 pct.