GN-konkurrent overgik forventningerne en anelse

Den amerikanske GN Store Nord-konkurrent Plantronics kunne efter børstid fremlægge et lidt bedre regnskab for sit første kvartal af 2015/16 end forudset.

Den amerikanske GN Store Nord-konkurrent Plantronics kunne efter børstid fremlægge et lidt bedre regnskab for sit første kvartal af 2015/16 end forudset. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Omsætningen i det senest afsluttede kvartal faldt til i 206,4 mio. dollar, fra 216,7 mio. dollar i samme kvartal af 2014/15, blandt andet påvirket af valutaudsving. Der var et overskud på 21,2 mio. dollar, eller 67 cent per aktie, når man justerer for engangsudgifter.

Analytikerne havde ventet et salg på 205,5 mio. dollar og et resultat på 63 cent per aktie ifølge Bloomberg News. Forventningerne til indeværende kvartal, det andet i Plantronics' regnskabsår, lå også omkring det ventede i markedet.


Blandt engangsposterne i første kvartal var lidt over 1 mio. dollar til den løbende juridiske tvist med GN Store Nord, og Plantronics regner med at bruge samme beløb i andet kvartal.

- GN-retssagen er stadig i en tidlig fase, og effekten på indtjeningen af de tilhørende juridiske udgifter er særligt svær at bedømme, fortæller finansdirektør Pamela Strayer på en telekonference efter regnskabet.

Plantronics-aktien er for lille til at blive handlet i eftermarkedet, så investorerne må vente med at reagere til tirsdag.