GN Hearing: Meget vigtigt med stærk vækst hos uafhængige

GN Hearing kom ud af første kvartal med en lavere end ventet organisk vækst, mens indtjeningen omvendt så rigtig pæn ud.

GN Hearing kom ud af første kvartal med en lavere end ventet organisk vækst, mens indtjeningen omvendt så rigtig pæn ud. Fold sammen
Læs mere
Foto: HEINZ-PETER BADER

Forskydningerne skyldes ifølge selskabet selv, at langt størstedelen af væksten i første kvartal er hentet hos de uafhængige forhandlere, hvor priserne og marginerne er højere, mens flere af de store kunder, som tidligere har bidraget stærkt til væksten, har leveret mindre i den indledende del af 2018.

Og netop salget til de uafhængige forhandlere har været et klart mål hos GN's høreapparatselskab, siden den nuværende strategi blev lanceret i forbindelse med en kapitalmarkedsdag i efteråret 2016.

Derfor vækker bevægelserne glæde hos ledelsen.

»Den organiske vækst i GN Hearing drives i høj grad af de uafhængige forhandlere, hvor vi også har væsentligt bedre marginer. Væksten drives stort set udelukkende af de uafhængige, og det er jo netop den opgave, vi har givet os selv, at vi skal vokse der,« siger Anders Hedegaard, der er administrerende direktør hos GN Hearing, til Ritzau Finans.

I første kvartal leverede GN Hearing en organisk vækst på 5 pct., mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates havde ventet en vækst på 6,8 pct.

Til gengæld var driftsresultatet (EBITA) på linje med det ventede, da det ramte 262 mio. kr. mod analytikernes forventning om 260 mio. kr.

EBITA-marginen var dermed også bedre end ventet, da den landede på 19,2 pct. mod ventet 18,5 pct.

»Det er rigtig vigtigt for os som virksomhed at blive stærkere hos de uafhængige forhandlere. Vi har i en årrække været underrepræsenteret i forhold til den kategori, så vi skal ud at styrke de enkelte aktiviteter hos kunderne her,« siger Anders Hedegaard.