GN Audio køber californisk virksomhed for stort trecifret millionbeløb

GN Audio er på vej til at overtage Altia Systems, en amerikansk virksomhed med base i Californien, efter at de to selskaber er blevet enige om en købsaftale.

Det oplyser GN Audio tirsdag.

Erhvervelsen kan løbe op i en pris på 125 mio. dollar på gælds- og kontantfri basis.

Der er fortsat nogle udeståender, inden et endeligt køb kan meldes ud.

Altia Systems er en ledende udvikler af videokommunikation, og dette marked ses som voksende, oplyser det danske selskab.

Det amerikanske selskabs produkter markedsføres under navnet Panacast, og de bruges mere end 1600 selskaber og 200 universiteter rundt omkring i verden. Blandt andet er Intel og Uber kunder hos Altia Systems, oplyser GN.

- Vi er glade for at have fået en aftale i stand om et køb af Altia Systems, siger René Svendsen-Tune, der er administrerende direktør i GN Audio, i pressemeddelelsen.

- Ved at kombinere GN Audios lydkundskaber med videoteknologien fra Altia Systems, tager vi oplevelsen af konferenceopkald til et helt nyt niveau, siger topchefen.

Købet kommer ikke til at påvirke de finansielle forventninger til 2019.

GN har i de senere år tilkøbt flere selskaber. I oktober 2016 var det amerikanske VXi Communication, der blev købt af GN Audio. I maj 2018 blev en større aktiepost i indiske Innova Telecom føjet til, og i juni sidste år var det tyske Audeering, GN Audio købte sig ind i.

Det har traditionelt også medført pæne synergier og bidraget pænt til fremgangen i det kraftigt voksende danske selskab.

/ritzau/FINANS