»Vi har savnet dig.«
Sådan står der skrevet sort på hvidt på sidste linje af den papirlap, som frisørsalonen Stuhr på Ny Østergade i det indre København har hængende i glasdøren.
Her er de forholdsregler, som salonen nu skal gøre brug af i anledningen af genåbningen mandag, oplistet.
Hos Stuhr har man savnet kunderne og den hverdag, frisørerne har været afskåret fra i ugevis.
17. marts bebudede statsminister Mette Frederiksen (S) lukning af blandt andet frisørsaloner, tatovører og en lang række andre erhverv.
Mandag blev nedlukningen for nogle trukket tilbage, og de liberale erhverv kunne atter sætte et åbentskilt i døren – og håndsprit på disken.
Genåbningen betyder ikke, at hverdagen genoptages på samme vilkår som før. Der er retningslinjer og forholdsregler, som skal overholdes for at mindske smittespredning af coronavirus så vidt muligt.
Men hvordan gør man det i et erhverv, som unægteligt kræver tæt fysisk kontakt til kunderne?
Berlingske har talt med en frisør og en tatovør om, hvordan det er at genåbne til en ny virkelighed.
Bekymringer for genåbning
Frisørkæden Stuhr har eksisteret siden 1957, og i dag er der i alt syv saloner at finde rundt om i københavnsområdet. Den nyeste på stammen er den salon, som ligger i det indre København på Ny Østergade.
Her var der glæde at finde blandt kunder, som efter lang tids venten igen kunne sætte sig i frisørstolen og få lokkerne rettet.
Duften af hårprodukter fik i dagens anledning et strejf af sprit, idet hygiejnen er i højsædet for at mindske risikoen for smitte.
Dertil er antallet af kunder begrænset, så forsamlingsforbuddet overholdes, og kunderne kan sidde med minimum to meters afstand til hinanden i den lille frisørsalon.
Selv om salonen gør brug af de forholdsregler, som frisører er pålagt, er det dog vanskeligt at sikre en afstand mellem frisør og kunde.
Ifølge Bettina Stuhr, som driver frisørkæden i samarbejde med sin søster, kan forholdsreglerne være »modsigende«.
»Det er jo svært at holde den afstand, for man er jo tæt på kunderne. Vi gør alt det, som vi kan gøre, men vi kan jo ikke være to meter væk fra den kunde, vi klipper,« siger hun.
For Bettina Stuhr kan det vække bekymring, at ansatte bliver disponeret for smitte og potentielt risikerer at bære smitten videre til kunder. Den bekymring er dog ikke altoverskyggende, for selv om genåbningen medfører øgede risici for smitte, betyder den samtidig en mindsket sandsynlighed for konkurs.
»Rent økonomisk er vi rigtig glade for, at vi kan komme i gang igen. Det har været en meget, meget svær tid. Man tænker hele tiden, puha, hvordan klarer vi os rent økonomisk,« siger hun og tilføjer:
»Med de rigtige forholdsregler skal vi jo kunne få det til at fungere. Ellers ville vi gå konkurs inden for nogle måneder«.

Telefonerne kimer uafbrudt
Hos Stuhr har man, siden det fredag blev meddelt, at de liberale erhverv kunne genåbne, haft travlt ved telefonerne.
Kunder, som allerede havde en tid i maj, ville ombookes til en ny tid i den nærmere fremtid, mens andre har meldt ind for at få farvet udgroninger og trimmet spidserne og give lokkerne lidt kærlighed efter, at de har levet sit eget liv i ugevis.
Ifølge Nadia Lychau, som er butikschef hos Stuhr i Ny Østergade, blev salonen kimet ned i timevis fredag – og telefonen er fortsat rødglødende.

Nadia Lychau fortæller, at enkelte kunder har kontaktet salonen for at høre nærmere om forholdsreglerne, men umiddelbart er hendes indtryk ikke, at smittefaren afholder kunderne fra at bestille en tid.
»Kunderne er generelt meget positive. De synes, det er fedt at komme tilbage,« siger Nadia Lychau.
I Stuhr-salonen i Ny Østergade har de mere travlt, end de ville have en normal uge, før coronakrisen for alvor fik sit indtog i Danmark. Travlheden viser sig dog på anden vis og skyldes i høj grad, at kapaciteten med hensyn til antallet af kunder i salonen er reduceret markant.
Derfor oplever Nadia Lychau reelt den travle tid som mere stille, fordi der er færre kunder ad gangen. Den stilhed genspejles også i omsætningen.
»Det giver ro i sjælen, at vi kan åbne igen. Også at vi har fået hjælpepakken, ellers havde det set kritisk ud. Men selv om vi kommer i gang nu, så er der jo også en mindre omsætning, fordi vi har de tiltag, vi har. Derfor vil vi jo stadig kunne mærke det økonomisk,« understreger hun.
Massiv efterspørgsel fra kunder, som vil tatoveres
Det er ikke kun frisørsaloner, som kan glæde sig over at kunne genåbne. Blandt andet kan også tatovører atter tage imod kunder, og også de oplever, at kunderne tager kontakt for at komme en tur under nålen.
Hos Miks Tattoo på Vesterbro i København oplever man, at efterspørgslen blandt kunderne har været meget stor.
Det fortæller Bjørn Severin, som er tatovør og ejer af Miks Tattoo.
For ham har det kriblet i fingrene for at komme i gang igen.
»Nu har vi siddet på vores hænder derhjemme i lidt over en måned. Vi er kreative folk, som ikke har kunnet komme af med vores kreativitet. Så det er rigtig dejligt at kunne komme i gang igen.« siger Bjørn Severin.

Selv om kunderne er ængstelige over, om de nu også kan komme til, holder Miks Tattoo igen med at tage imod alle bestillinger på en gang, oplyser Bjørn Severin.
»Vi oplevede, at der allerede fredag, da åbningen blev annonceret, var massiv efterspørgsel fra kunder, som ville tatoveres. Vores telefoner har været rødglødende, og der har været en overflod af henvendelser på sociale medier. Vi har næsten ikke kunnet følge med,« siger Bjørn Severin og tilføjer, at der er skruet meget ned for aktiviteten:
»Vi har sat bemandingen ned, og vi har kun to kunder ad gangen. Normalt er vi mellem syv og otte på arbejde. I dag er vi fire på arbejde. To tatovører, mig og en lærling. Mens tatovørerne arbejder, bruger vi andre tiden på at få forholdsreglerne helt på plads,« siger han.
Bjørn Severin pointerer også, at de kun har måttet foretage små ændringer i forhold til, hvordan tattoosalonen kørte før coronavirus og nedlukning, eftersom hyppig brug af håndsprit ikke er fremmed for tatovører.
»I Danmark har tatovører en utrolig høj hygiejnestandard, og det er meget små ændringer, vi har måtte foretage for at leve op til retningslinjerne i forhold til coronavirus,« siger han.

Kollegaer har måttet sælge bilen
Bjørn Severin frygtede, at der ikke vil være en butik at vende tilbage til, når coronakrisen var overstået.
»Vi frygtede, at det ville være dødsstødet for vores erhverv i Danmark. Tatovering er sådan en luksusting, som folk investerer i, når der er luft i økonomien. Og når økonomien får en ordentlig én over nakken, sorterer folk luksusforbrug fra,« siger Bjørn Severin
Han tilføjer, at andre er hårdere ramt, end han selv er. Især fordi pengene fra hjælpepakkerne ikke er nået frem.
»Jeg har nogle kolleger, som har været nødt til at sælge bilen, fordi de ikke har kunnet betale regningerne. Pengene fra hjælpepakkerne er simpelthen ikke nået frem. Det, synes jeg, ikke er i orden. Det er fint, at man lukker os ned, men så skal pengene også komme prompte,« siger Bjørn Severin.
Han frygter dog ikke, at hans egen forretning må dreje nøglen om.
»Vi har en rigtig sund butik. Butikken har eksisteret siden 1970erne, og vi har et solidt fundament. Jeg er mere bekymret for de nye butikker, som måske ikke har samme kundegrundlag, som vi har. Tatovører er ofte nogle kunstnertyper, som ikke nødvendigvis lægger penge til side, så vores branche er blevet ramt hårdt.«