Global luftfart tager et tigerspring

2013 ventes at blive året, hvor tre milliarder mennesker sætter benene på et fly - og den globale branche venter mere end en fordobling af overskuddet.

Den internationale luftfart stiger fortsat, men det bliver en udfordring for selskaberne at tjene nok penge hjem til at de hurtigt kan skifte ældre flytyper ud med nye, som eksempelvis denne 787 Dreamliner fra China Southern Airlines. Fold sammen
Læs mere
Foto: STR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Trods problemerne for verdensøkonomien ser det ud til, at 2013 vil blive et fremgangsår, hvis man ser på den globale luftfart som helhed. Det vurderer i hvert fald den internationale luftfartsorganisation IATA.

Ifølge nyhedsbureauet Bloomberg opjusterer IATA sine forventninger til nettoresultatet for det samlede globale luftfart til 12,7 milliarder dollar (72 mia. kroner). Det er en stigning på 67 procent i forhold til 2012.

Det samlede antal passagerer ventes for første gang nogensinde at nå over tre milliarder, og det i kombination med, at luftfartsselskaberne har nedlagt ruter med få passagerer, og dermed får har fået øget belægningsgraden, booster altså indtægterne.

Frontfiguren for IATA, Tony Tyler, roser sin branche for at ruste sig til den skærpede konkurrence, der er kommet med lavprisselskabernes indmarch.

»Luftfartsselskaberne har gjort et rigtigt godt arbejde for at blive profitable under meget svære forhold,« siger IATA-topchefen i forbindelse med organisationens årsmøde i Cape Town, Sydafrika, mandag.

Ved samme lejlighed gjorde han dog opmærksom på, at trods forbedringerne, så er luftfarten stadig en benhård branche, hvor overskudsgraden samlet set blot er på 1,8 procent. Og det relativt lave afkast er i organisationens optik årsag til bekymring.

Det skyldes specielt at man venter en udskiftning af flyflåderne i verdens flyselskaber de kommende år, hvor ældre og benzinslugende flytyper bliver skiftet ud med moderne kompositmateriale-flytyper, der er markant mere brændstoføkonomiske end de flytyper, der er dominerende i dag. 

Den investering kommer til at koste selskaberne dyrt, og det er i IATAs optik usikkert om den nuværende overskudsgrad levner plads til den slags investeringer, skriver Bloomberg.

IATA er en brancheorganisation med 240 luftfartsselskaber, der i alt står for 84 procent af verdens passagertrafik.

Organisationen blev før liberaliseringens tid anset for at være det sted, hvor de enkelte landes statsejede monopolselskaber kunne sætte sig og snakke priserne på plads. I dag opererer den mere som en klassisk brancheorganisation, der via lobbyarbejde og rapporter forsøger at bedre sine medlemmers vilkår.