Giganttab sænker Steen Vela

Et underskud på 1,9 milliarder og en negativ egenkapital på 780 millioner smadrer definitivt Steen Patrick Velas imperium. En lussing fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har tvunget den tidligere storaktionær i Parken til nedskrivninger.

Foto: Lars Møller. Alt er tabt for den tidligere storaktionær i Parken Sport & Entertainment, Steen Patrick Vela (tv). Her sammen med bestyrelsesformand for Parken, Flemming Østergaard.
Læs mere
Fold sammen
Fra milliardær og succesrig ejendomsmatador til fattig som en kirkerotte på blot 12 måneder. Den tidligere storaktionær i Parken, Steen Patrick Vela, har mistet alt.

Ekstremt gearede investeringer i blandt andet Parken, provinsbanker og storcentre har forvandlet Steen Patrick Velas finansimperium til en ruin, der kun eksisterer fordi bankerne taber færre penge ved en løbende afvikling frem for en konkurs.

Steen Patrick Vela, tidligere Steen Larsen, har netop afleveret regnskabet for sit holding-selskab, SL Nordic Holding, og det er chokerende læsning for selv den mest hårdføre ejendomsspekulant. 2008 bød på et gigantisk tab på op til 1,9 mia. kr. Det bringer egenkapitalen ned på minus 780 mio. kr.

Han er dermed en færdig mand efter en personlig nedtur, der i hastighed og omfang hører til en af de største i dansk erhvervsliv de senere år. I regnskabet lægger han da heller ikke skjul på, at han ikke længere har kontrol over sit selskab.

Ledelse ude af kontrol
»Ledelsen er klar over, at selskabets fortsatte virksomhed er baseret på forhold som selskabets ledelse ikke helt selv kan styre. Derfor samarbejder ledelsen med selskabets kreditorer om afvikling og fremtidig virke for selskabet,« lyder det i ledelsesberetningen, hvor det gigantiske tab uden at overdrive bliver betegnet som »ikke tilfredsstillende«.

To af Steen Patrick Velas hovedbanker består i dag ikke længere som selvstændige enheder. Roskilde Bank er gået konkurs, mens Forstædernes Bank er overtaget af Nykredit. Blandt kreditorerne er desuden FIH Erhvervsbank, BRF Kredit, Alm. Brand Bank og Fionia Bank.

»Når han overhovedet kan få lov til at aflægge regnskab, er det fordi, at bankerne vurderer, at det vil være en meget dårlig forretning for dem at holde storudsalg lige nu,« siger Morten W. Langer, redaktør på AktieUgeBrevet.

Af regnskabet fremgår det desuden, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke har accepteret Steen Velas værdiansættelse af hans aktiver. Styrelsen har i flere tilfælde tvunget Steen Vela til at nedskrive værdien af hans butikscentre. Det skete allerede i 2007, og påbuddet gælder også for 2008-regnskabet.

Årsagen er ifølge regnskaberne, at centrene hidtil har været bogført til den forventede salgsværdi efter udvikling - på trods af at centrene ikke er blevet udviklet.

Rig på ejendomshandel
Steen Patrick Vela skabte sin formue på handel med ejendomme, da ejendomsmarkedet gennem flere år havde tocifrede vækstrater. Han udnyttede de gode tider dygtigt og brutalt ved hjælp gentagne opskrivninger af værdien på sin aktiver og herefter belåning. Dermed steg hans formue på papiret eksplosivt.

Han nøjedes ikke med at købe aktier og ejendomme for sine frie midler og de positive cash-flows, som driften kunne generere, men belånte sine aktiver benhårdt så han kunne købe endnu flere ejendomme. Det er en guldrandet strategi, når det hele går op, mens den knækker de fleste, når markedet vender.

»Han var milliardær i forrige regnskab, og nu er han færdig. Det viser, at hans investeringer har været enormt gearet, og at han har investeret i meget spekulative projekter. Han har ikke været en forsigtig investor,« siger Morten W. Langer.

Aktiv Parken-aktionær
Steen Patrick Vela blev kendt i offentligheden, da han i 2005 begyndte at opkøbe Parken aktier. Opkøbene fortsatte, indtil han ejede lige under en tredjedel af Parken Sport & Entertainment. Den investering har alene i 2008 kostet ham mere end en halv milliard kroner. Et lignende tab har storcentrene indbragt, ligesom hans investeringer i mindre provinsbanker vendte med finanskrisen. Han var desuden en del af rigmandsklubben bag Capinordic.

Af holdingselskabets regnskab fremgår det, at det eneste datterselskab med en betragtelig regnskabsmæssig værdi er et selskab, hvis hovedaktiv er tilgodehavender fra koncernen på 281 mio. kr. Koncernen har dog hverken været i stand til at afdrage eller betale renter på lånet, og revisoren hejser også det røde flag og tager forbehold for værdiansættelsen af gældsbrevet fra koncernen.

Steen Patrick Vela har ikke returneret Berlingske Business’ henvendelser. I februar skrev han i en mail til Business.dk:

»Som jeg har udtalt tidligere, så kan bankerne melde næsten alle af deres kunder konkurs, såfremt de vil dette. Jeg står selv i et vadested og kan risikere at blive erklæret konkurs og dermed offer for disse banker. Men som enhver anden person, så kæmper jeg for overlevelse. Gud ved hvad der sker.«