Gigantkoncernen bag Bestseller, Normal og Nemlig.com slår regnskabsrekord: »Vi havde ikke turdet håbe på det«

Revanche. Sådan kan man bedst beskrive Heartlands økonomiske spurt fra coronanederlag til genoprejsning. Moderselskabet for blandt andet Bestseller har slået regnskabsrekord i et år, hvor pandemien ellers har holdt butikkerne lukket i adskillige måneder. For at fortsætte fremgangen er det ifølge ceo Lise Kaae vigtigt at tænke én bestemt agenda ind i investeringer og virksomheder.

Heartland er Anders Holch Povlsens holdingselskab, og i dette regnskabsår har det tjent styrtende med penge. PR-foto: Hans Christian Jacobsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en god dag i Heartland. Og det er en glad administrerende direktør, som Berlingske får i røret fredag eftermiddag.

I det netop offentliggjorte regnskab for 2020/2021 leverer kæmpekoncernen et resultat før skat på syv milliarder kroner. Kigger man et år tilbage, vil man mindes et styrtdyk og et resultat omkring 400 millioner.

Blandt selskaberne under Heartland kan listes Bestseller, Only, Normal og Nemlig.com. Flere har været hårdt ramt af coronapandemien og lange perioder med lukkede fysiske butikker.

»Vi er selvfølgelig meget tilfredse. Ikke mindst ovenpå det udfordrende år, vi havde sidste år, er vi rigtig glade for, at mange af vores partnere og virksomheder er kommet godt igennem 2021. Og at mange af dem står meget stærkere, end de gjorde sidste regnskabsår,« siger Heartlands administrerende direktør, Lise Kaae.

Resultatet på de syv milliarder kroner er ikke kun stærkt i lyset af coronaåret. Det er også mere end dobbelt så meget som det seneste rekordår, 2017/2018, der kastede 3,3 milliarder før skat af sig. Omsætningen vokser fra 32,3 milliarder kroner i 2019/2020 til 39,2 milliarder kroner i 2020/2021.

»Vi har jo selv fulgt tallene løbende, så på den måde er det ikke en overraskelse – men jeg vil da sige, at da vi lige var gået ud af regnskabsåret 2020, havde vi ikke turdet håbe på, at få det år, vi nu har haft,« forklarer Lise Kaae.

I en koncern så stor som Heartland, der, udover perlerækken af selskaber, også besidder store mængder jord i Skotland og aktieposter i den svenske betalingsgigant Klarna, er det klart, at ikke alle selskaber afspejler den enorme vækst. Men Lise Kaae »vil helst ikke bruge dagen på at hænge nogen ud«, siger hun.

»Helt overordnet set er det dem indenfor e-commerce, der har klaret sig rigtig godt. Og så er det generelt de virksomheder, der primært har fysisk salg, der har haft det sværere – dog med undtagelse af Normal. Det er jo fordi, vi har haft en række måneder, hvor butikker har holdt lukket.«

At Heartlands resultat i år er hele 17 gange højere end året før, kunne virke som anledningen til at vinke farvel til coronaens konsekvenser og bekymringer. Men det mener Lise Kaae ikke, det er tid til.

»Jeg tror ikke, du kan finde nogen erhvervsledere, der vil sige, at de er præcis, hvor de skal være i forhold til corona. Jeg synes, man skal have stor respekt og ydmyghed i forhold til, hvad corona har budt os. Og kan komme til at byde os.«

Hvor mener du, at indsatsen nu skal fokuseres for at bevare fremgangen?

»Det er væsentligt at følge med i, hvad der sker i samfundet omkring os. Hvordan er udviklingen indenfor salgskanaler og teknologi? Der sker rigtig meget. I den sammenhæng skal man være opmærksom på virksomheder, der disrupter verden, som den ser ud. Jeg tror også, at det er væsentligt. i endnu højere grad at tænke hele esg-agendaen (environmental, social and corporate governance, red.) ind i hvilke investeringer, man laver, og hvordan man arbejder med sin virksomhed.«

Hvordan har året været for medarbejdere længere nede i koncernen og selskaberne?

»Vi har haft et højt aktivitetsniveau i år. Der er sket rigtig mange ting og alle vores kolleger – både i Heartland og hos vores partnerselskaber – har løftet i flok og fortjener stor anerkendelse for det.«