Gigantisk medicinalbryllup til 390 mia kr

Verdens største pilleproducent, Pfizer, køber den amerikanske rival Wyeth i en handel til 68 milliarder dollar, eller 390 milliarder kr.

Viagra-producenten Pfizer køber en amerikansk konkurrent for 390 mia. kr. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen / Scanpix
Viagra-producenten Pfizer har nu officielt fremsat købstilbuddet på Wyeth, der første gang blev omtalt af selskabet i sidste uge. Prisen er 68 milliarder dollar, eller 390 milliarder kr., hvilket er en præmie på 29 procent til aktionærerne i Wyeth.

Grunden til det gigantiske opkøb er, at Pfizer i 2012 vil miste hovedparten af de 12 milliarder dollar som selskabet årligt får i omsætning på det kolesterol-sænkende middel Lipitor, og derfor har brug for flere nye lægemidler.

Wyeth producerer blandt andet det anti-depressive middel Effexor, og købet af Wyeth vil øge Pfizers omsætning med 46 procent til 70 milliarder dollar årligt.

Et nødvendigt opkøb
"Pfizers laboratorier var ikke i stand til at skabe nok nye lægemidler til at erstatte omsætningen fra Lipitor. I takt med at det blev mere tydeligt følte Pfizer, at man var nødt til at gøre noget. De kunne have besluttet sig til at lade Lipitor forsvinde og blive mindre, men de vælger at blive større," siger analytiker Les Funtlyder fra aktiehuset Miller Tabak i New York til nyhedsbureauet Bloomberg.