Gigantisk coronaprop truer igen verdenshandlen

Rundt om på kloden ligger næsten 2.000 containerskibe og venter på at komme ind i havnene, og verden kan igen komme til at mangle varer. Imens vælter næsten ufattelige milliardbeløb ind i de store danske transportkoncerner.

Kinesiske flag ved Yangshan-havnen ved Shanghai. Havnene er i øjeblikket stærkt hæmmet af den store nedlukning i millionbyen. Aly Song/Reuters/Ritzau Scanpix

I Kina kæmper de med det største coronaudbrud siden begyndelsen af pandemien for mere end to år siden. Storbyen Shanghais flere end 25 millioner indbyggere er underlagt en brutal og omfattende nedlukning, der har skabt frygt for fødevaremangel og får indbyggerne til at råbe deres frustrationer ud af vinduerne om natten.

Kineserne forsøger at holde Shanghais containerhavn åben, men de har været nødt til at forsegle pakhuse og påtvinge lastbilchauffør striber af coronatest og et hav andre tilladelser.