Giganterne har rettet sigtekornet mod danske iværksættere

Store globale koncerner satser i stigende grad på partnerskaber med – og i visse tilfælde opkøb af – ambitiøse iværksættere. For nylig købte den tyske gigant Miele en andel i en nystartet dansk virksomhed, og i disse uger er Nestlé i Danmark ved at rulle en strategi ud, der skal bringe koncernen tættere på iværksættere.

Michael Haase, der er stifter af iværksættervirksomheden Plant Jammer, har netop fået en investering fra den tyske gigantkoncern Miele. Det er blot endnu et eksempel på store selskaber, der i stigende grad prøver at få del i den kreativitet og idérigdom, der trives i iværksættermiljøet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Det er lidt af et umage makkerpar, som denne sommer har givet hinanden håndslag.

På den ene side står den danske iværksættervirksomhed Plant Jammer med fem fuldtidsansatte med adresse i et nedlagt autoværksted i udkanten af Østerbro i København. På den anden side står tyske Miele. En global gigant med 119 års erfaring inden for hårde hvidevarer og køkkenudstyr med knap 20.000 ansatte over hele kloden.

Men ikke desto mindre har Miele vurderet, at den tyske koncern kan lære noget af danske Plant Jammer og dens stifter, Michael Haase.

Plant Jammer har udviklet en app, der tager udgangspunkt i det, som du allerede har i dit køleskab. Ved hjælp af en kunstig intelligens, der indeholder tre millioner opskrifter, er Plant Jammer en »kogebog, der kender dig«, og kan give brugeren opskrifter, der passer til netop ham eller hende.

Miele købte i sommer syv procent af den danske virksomhed for en million kroner. Siden opkøbet har Plant Jammer og Miele foretaget en lang række test i Mieles meget omfattende testkøkkenfaciliteter i Tyskland, som gør den danske iværksætter klogere på, hvordan brugerne oplever appen.

»Miele har et enormt professionelt setup. De har lavet køkkentest i over 100 år og bygget en maskine op omkring det, som vi pludselig får adgang til,« siger Michael Haase.

Se ud over egen næse

Hos Miele handler det om at komme tættere på ny teknologi, der over tid kan ændre den måde, det moderne menneske laver mad på.

»Nu om stunder opstår innovation i et digitalt univers og ikke nødvendigvis i vores egne laboratorier. På grund af det gør vi klogt i at se ud over vores egen næse,« siger Gernot Trettenbrein, der er direktør i Miele Venture Capital.

Miele er ikke den eneste af de helt store virksomheder, der ser fordele ved at læne sig op ad ideer og teknologier fra iværksættere. Så sent som i foråret ansatte Siemens Venture en chef for den nordiske satsning, så det tyske industrikonglomerat kom tættere på interessante iværksættere i Danmark, og også schweiziske Nestlé stiller nu skarpt på den danske iværksætterscene.

Vi vender tilbage til Nestlé, men vi tager lige først fat i en undersøgelse, som er foretaget af landets største erhvervsorganisation, DI, blandt dens medlemsvirksomheder. Undersøgelsen, der blev offentliggjort i forrige uge, viser, at knap 40 pct. af etablerede og store virksomheder samarbejder med en startup eller har gjort det tidligere.

»Det er ikke nyt, at virksomheder kan få noget ud af at samarbejde med hinanden. Men vi lever i en tid, hvor teknologi og markeder udvikler sig hurtigt, så det gælder om at udnytte alle de genveje, man kan, der kan bringe de etablerede virksomheder tættere på den nyeste viden. Og samtidig får de nye startups muligheder for at accelerere deres udvikling,« siger direktør Kent Damsgaard, DI.

Innovation er ifølge undersøgelsen det område, hvor samarbejdet giver flest muligheder. Men også i forhold til adgang til ny viden og kompetencer og udvikling af nye forretningsmodeller ser både de etablerede virksomheder og startups gode muligheder.

Spændingsfeltet mellem stor og lille

Verdens største fødevareproducent har ligeledes rettet fokus mod den kreativitet, innovation og agilitet, der ligger i underskoven af danske vækstvirksomheder. Nestlé Danmark er i disse uger ved at rulle en strategi ud i Norden, der skal bringe koncernen tættere på iværksætterne.

Chef for Nestlé i Norden Michiel Kernkamp forklarer, at det handler om at ramme det spændingsfelt, hvor man bedst muligt udnytter styrkerne ved en iværksættervirksomhed og en stor koncern.

»Vi har tidligere samarbejdet med startups, hvor vi ikke har været gode nok til at løfte dem. Samtidig kan vi også se indad og konstatere, at der har været produkter, hvor vi ikke har været innovative nok. Vi tror på, at fremtiden ligger i spændingsfeltet mellem startups og store koncerner,« forklarer han.

Chef for Nestlé i Norden Michiel Kernkamp tror på, at fremtidens succesvirksomheder forstår at udnytte styrkerne ved en iværksættervirksomhed og en stor koncern. Camilla Jensen fra Nestlé er tovholder for et internt initiativ, der skal skabe en ny slags medarbejder, der har både en iværksætter-tankegang og en en koncerntankegang. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto: Nestlé.

Under titlen »Smartups« arbejder Nestlé i Norden med en ny strategi.

»Vi skal være smartere end både startups og de store,« siger han.

Strategien hviler på to grundsøjler. Den ene søjle handler om at være tæt på iværksættermiljøet for at se nærmere på mulige opkøb og investeringer inden for fødevarer, sundhed samt teknologi, der kan gøre Nestlé mere bæredygtig. Det kan blandt andet være investeringer, der flugter med koncernens vision om at gøre verden til et bedre sted. Nestlé har blandt andet forpligtet sig på, at i 2030 skal alle koncernens 429 fabrikker over hele kloden ikke efterlade et negativt aftryk på planeten. Det kræver massive investeringer i mange former for grøn teknologi.

Den anden søjle handler om, at ansatte inden for koncernens mure begynder at tænke mere som iværksættere.

»Vi vil gerne bygge bro mellem iværksættere og corporate-miljøet,« fortæller Camilla Jensen, der arbejder med HR i Nestlé Danmark og er tovholder for et initiativ, der skal skabe en ny type medarbejder i Nestlé, som besidder iværksætterens kreativitet, agilitet og innovationskraft.

Siden august har en større proces været i gang i Nestlé i Norden. Nu er der udvalgt ni medarbejdere, der kan se frem til i perioder at blive trukket væk fra deres almindelige arbejdsopgaver for at fokusere på nye forretningsideer eller potentielle samarbejder med iværksættere. Det handler om at have tid til at tænke anderledes og teste ideer.

»Vi håber at skabe den næste Mobilepay eller den næste Nespresso,« siger Camilla Jensen.

Der er ikke en slutdato for initiativet, og planen er, at flere medarbejdere skal arbejde på denne måde på sigt med en tankegang, der tager det bedste fra to verdener. Et nyt tankesæt skal også gøre det nemmere at samarbejde med iværksættere om at skabe nye produkter og forretningsområder.

»Det er vigtigt at gøre to ting på samme tid. På den ene side skal vi være åbne i forhold til verden omkring os og investere i startups og ny viden. På samme tid skal vi internt flytte os til et nyt sted uden at miste det, vi som en stor koncern er gode til,« siger Michiel Kernkamp.

Med på den lange bane

Miele Venture er en håndfuld år gammel og drives adskilt fra hovedselskabet. Det har fokus på at investere i nye virksomheder og teknologier, der rammer tendenser og trends, som ligger i forlængelse af Mieles fokus.

»Plant Jammers tilgang er at tage udgangspunkt i basisingredienser og lade dem køre igennem kunstig intelligens, og så ender det ud i en smagfuld opskrift. Det er fascinerende. Det er vores mål at finde ud af, hvordan vi kan bruge den tilgang i forhold til vores kunder. Vi er sikre på, at den viden vil hjælpe os med at forbedre vores egen teknologi,« siger Gernot Trettenbrein fra Miele Venture.

Miele er som udgangspunkt med som minoritetsinvestor i Plant Jammer på den lange bane.

»Vi går ikke efter at få et nyt datterselskab. Vores mål er at skabe partnerskaber som fremmer succesfuld forretningsudvikling,« forklarer Gernot Trettenbrein.

Michael Haase, der er stifter af iværksættervirksomheden Plant Jammer, som har fået den tyske koncern Miele ind i ejerkredsen. Firmaet holder til i kontorfællesskabet Dare2mansion. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Udviklingen i Plant Jammer er allerede i gang. Pengene fra Mieles investeringer er blevet brugt til at ansætte og udvikle produktet yderligere. Samtidig er den lille danske virksomhed på yderligere kapitaljagt. Plant Jammer har lige lanceret en crowdfunding-kampagne og har ligeledes taget skridt mod en ny kapitalrunde.

For iværksætteren Michael Haase er partnerskabet med Miele også en mulighed for at få et andet syn på sin egen forretning. Han har en gang om ugen en snak med Miele Venture, hvor der bliver diskuteret strategi og retning.

»De har et rigtigt godt blik for branchen, overordnede trends, og hvad andre spændende iværksættere gør. Når man er iværksætter, er man ofte dybt fokuseret på at løse et konkret problem lige nu og her. Man kan godt få lidt kikkertsyn. Dér er det godt at få den form for strategisk sparring,« siger Michael Haase.