»Bedste dækning« og »mobilt bredbånd med Sveriges bedste dækning« er forbudt, når man markedsfører mobilt bredbånd, uden at der er dækning for udsagnene.
Det har Nordens største teleselskab, Telia, nu fået at vide af den svenske Marknadsdomstol, og der vanker en gigantisk bøde på 750.000 svenske kroner, hvis påstandene dukker op i annoncer.
Mere end geografi
Sagen er rejst af konkurrenten, »3« i Sverige, fordi Telia sidste år i sine reklamer skrev, at man kunne købe mobilt bredbånd - altså hurtig Internet-forbindelse via en avanceret mobiltelefon eller en bærbar PC med modem - med »hurtigt Internet med bedst dækning«. I en reklamefilm blev det fortalt, at kunderne kunne »surfe hurtigt med Sveriges bedste dækning«.
»3« hævdede, at Telia snød, fordi teleselskabet lagde alle mulighederne for at gå på nettet sammen. Produktet »Telia Mobilt Bredbånd« benyttede sig således af både trådløse net, dataoverbygningen EDGE til normale GSM-mobilnet, 3G-net og det egentlige, mobile bredbåndsnet turbo-3G. Det vil Marknadsdomstolen dog ikke give »3« ret i.
Derfor har Telia fået forbud mod fremover at lovprise sig selv med den bedste dækning. Marknadsdomstolen anser det nemlig ikke for nok, at Telia måske geografisk dækker det største område i Sverige. Kunderne skal rent faktisk have den hastighed, som man må forvente, at mobilt bredbånd giver. Og her er problemet, at jo flere der benytter mobilt bredbånd i samme område, jo langsommere bliver forbindelsen.
Telia har for længe siden indstillet den form for reklamer og anser sagen for afsluttet, skriver de svenske medier.
Læs mere:
Læs afgørelsen fra Marknadsdomstolen (på svensk)
