Gigant trækker byggemarkeder i plus

Byggemarkederne har en stabil positiv udvikling, men påvirkes af enkelte dominerende selskaber. Se hvem der har skabt en sund forretning, og hvem der har røde tal på bundlinjen.

Under ét har byggemarkederne haft en vis fremgang, men det skyldes dog først og fremmest fremgang hos branchens gigant, DT Group (tidligere Danske Trælast), som står for en fjerdedel af branchens samlede omsætning. Ligesom tidligere er det reelt kun et par selskaber, som tjener gode penge; først og fremmest Harald Nyborg-koncernens lavpriskæde Jem & Fix. Det viser en gennemgang af de to seneste årsregnskaber fra de 18 største danske virksomheder indenfor kategorien »byggemarkeder og tømmerhandler«. Omsætningen er steget med seks procent til 32,3 mia. kroner, og resultatet efter skat ser endnu bedre ud med en stigning på 207 millioner til 659 millioner. Igen er det DT Group, som med et resultat efter skat på 430 millioner er med til at trække hele branchen op. Tilbagegang i antallet af ansatte Tre opkøb i henholdsvis Danmark, Sverige og Island har bragt Bygma foran Ditas i omsætning. Opgjort efter resultat var Bygma i forvejen langt foran. Bygma er en kapitalkæde, Ditas en frivillig kæde, altså et indkøbssamarbejde for en række private tømmerhandler og byggemarkeder. Det er et tilbagevendende diskussionstema i branchen, om ikke de frivillige burde gå sammen. Men det er i hvert fald ikke blevet til noget endnu. Ser man på tværs af de 18 selskaber, kan man konstatere en markant nedgang i antallet af ansatte på over ti procent. Den bemærkelsesværdige udvikling skyldes store frasalg i DLH. Koncernen besluttede i 2010, at alle aktiviteter inden for skov og produktion skulle afhændes, hvilket blandt andet har betydet, at DLH er gået fra at have 2.123 ansatte i 2010 til blot 691 i 2011. Væksten i branchen ligger et godt stykke under det samlede Guld1000. Omsætningen i branchen steg med seks procent. Guld1000 havde en tilsvarende stigning på ni procent. Afkastningsgraden er på fem procent, hvilket er lavere end Guld1000, hvor afkastningsgraden ligger på syv procent.