Gigant frygtes at sluge alt og alle under sit indtog i Danmark – men Søren Kipling kan fortælle en anden historie

Den frygtede nethandelsplatform Amazon går nu ind i Norden. En platform, der kun er blevet mere kraftfuld under coronakrisen, og som frygtes at sluge alt og alle på dens vej, men også en platform med billige varer og mulighed for millionsalg. Mød de danske nethandlere, producenter, butikker og forbrugere, der forbereder sig på, at mastodonten, der vil være butikken med alt, indtager Norden.

Søren Kipling, der ejer konsulentbureauet Be-ahead.dk, sælger også guldlaminerede sutsko og varme jakker på Amazon: »Nogle gange har Amazon hevet fat i de brands, som jeg sælger godt, og er begyndt at sælge de samme varer som mig til en lavere pris. Det er selvfølgelig irriterende,« siger han. Søren Bidstrup

Søren Kipling var en af de første danskere, der begyndte at sælge sine varer på Amazon.

For otte år siden havde han godt gang i salget af sine guldlaminerede sutsko og varme jakker i Sverige og Norge, men hans virksomhed Eshoes.dk havde svært ved at få hul igennem på det tyske marked. Derfor forsøgte han at sætte sine varer til salg på Amazon.