GENTAGELSE: Hvert tredje hotel er tæt på en konkurs

Rettelse: Der lå tidligere et billede af Hotel Cabinn Metro på denne artikel. Cabinn-hotellerne er imidlertid hverken truet af konkurs eller i økonomiske problemer, understreger direktør Niels Fennet. Business.dk beklager fejlen, red. Finanskrisen og faldende efterspørgsel har ramt hotelbranchen hårdt, og næste år kan ende i et rent blodbad for branchen, vurderer eksperter. Mere end hvert tredje hotel er truet af konkurs, mens 21 procent har negativ egenkapital, viser ny kreditanalyse.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Over halvdelen af de danske hoteller havde underskud i det seneste regnskabsår, og situationen i branchen er så kritisk, at store dele af branchen kommer til at kæmpe en regulær overlevelseskamp det kommende år.

Hele 37 procent af hotellerne er ikke kreditværdige og i fare for at gå konkurs de kommende år, viser en omfattende kreditanalyse, som kreditvurderingsselskabet Soliditet har lavet for Berlingske Business.

Soliditet har via en avanceret økonomisk model analyseret regnskaberne og en række selskabsforhold hos de 422 danske hoteller, der har tilgængelige regnskaber. Heraf fraråder Soliditet enhver form for kredit til 102 hoteller, mens man kun bør give kredit mod sikkerhed til yderligere 54 hoteller, der også bliver karakteriseret som »ikke kreditværdige.« I alt bliver 156 ud af de 422 hoteller stemplet som »ikke kreditværdige.«

»Når vi fraråder kredit, så er der ret stor sandsynlighed for, at virksomheden med de nuværende ejere ikke findes om tolv måneder. Her er der med andre ord tale om en stor konkursrisiko. Når vi anbefaler, at man kræver sikkerhed, er der ikke nok cash flow i virksomheden, og her er mange også i risiko for konkurs,« siger direktør i Soliditet, Claus Allerup.

Nedskæringer
Hotelbranchen er bl.a. ramt af, at danske og udenlandske virksomheder har skåret kraftigt i rejse- og hotelbudgetterne i løbet af krisen. Samtidig er antallet af udenlandske turister i Danmark faldet markant i år, og derudover vil branchen blive presset af stigende konkurrence fra stribevis af nye hoteller de kommende år. Alene i København er der igangsat byggeri af mere end 3.100 nye hotelværelser, der vil stå klar inden udgangen af 2011.

Kreditanalysen viser, at mere end hvert femte hotel har en negativ egenkapital, mens 29 procent har en egenkapital, der ikke er intakt, dvs. at den er mindre end den registrerede kapital.

»Så har man pligt til at reetablere egenkapitalen, og der er altså rigtig mange, der pt. ikke lever op til reglerne. Alle selskaber, der ikke har intakt egenkapital er i fare, men der kan også være hoteller med intakt egenkapital, der risikerer at gå ned,« siger Claus Allerup.

I Dansk Brancheanalyse, der hvert år analyserer danske hotellers økonomi, kalder direktør Ole Egholm hotelbranchens situation for tragisk. Han fremhæver, at der kan gå lang tid, før situationen bliver bedre, da kapaciteten forøges kraftigt, mens efterspørgslen ikke ventes at stige foreløbig.

Tomme ordrebøger
»Hotellernes ordrebøger for 2010 er rimelig tomme. Efter en række meget store konferencer i 2009, er der ikke så meget på programmet næste år, og det kan blive et rent blodbad for branchen. En vending for hotellernes økonomi vil komme senere end i de fleste andre brancher og tidligst i 2011,« siger han.

Ole Egholm vurderer, at hotelbranchens omsætning i første halvår 2009 er gået ned med omkring 20 procent i forhold til 2008. Han forventer en hel del hotelkonkurser de kommende tolv måneder, men som kunde vil man ikke nødvendigvis lægge mærke til konkurserne. Ofte lever de konkursramte hoteller nemlig videre med samme navn og blot en anden ejer.

Hotel- og restaurationserhvervets brancheorganisation, Horesta, genkender de kedelige tal, og formand Jens Zimmer Christensen understreger, at de kommende år bliver mere end almindeligt hårde for branchen. Han vil dog ikke spå om, hvor mange hoteller der er i fare for konkurs.

Omstruktureringer
»Der har allerede været en del konkurser i år, og man må forvente, at der også i den kommende tid vil være virksomheder, der omstrukturerer eller går konkurs. Men som regel foregår der en rekonstruktion, hvorefter virksomheden kører videre,« siger Jens Zimmer Christensen.

Ud over flere markante hotelbyggerier i København er der også nye store hotelprojekter undervejs i bl.a. Aalborg, Århus, Herning og Gilleleje.