Genskin fra sortglaseret tegl var mere, end naboerne kunne tåle

Højesteret har i en ny dom vurderet, at et sortglaseret tegltag med stærkt genskin kan være til så stor gene for naboer, at taget skal udskiftes. Grundlaget for Højesterets afgørelse var den såkaldte naboretlige tålegrænse.

Foto: Steffen Ortmann. Arkivfoto: Genskin fra sortglaseret tegl var mere, end naboerne kunne tåle
Læs mere
Fold sammen

Forholdet mellem naboer reguleres af det, der kaldes naboretten. Naboretten er ikke lovreguleret, men udviklet gennem retspraksis.

Efter naboretten skal en ejer af fast ejendom råde over sin ejendom på en måde, der ikke uretmæssigt begrænser andre ejeres rådighed over deres faste ejendom.

Naboretten beskytter ejere og lejere mod at blive udsat for væsentlige gener eller ulemper på deres ejendom. Hvis man som ejer eller lejer udsættes for en gene, kan man efter naboretten have krav på, at det forhold, der skaber genen, bringes til ophør, eller få erstatning for den gene, man påføres. For at have ret til erstatning eller til at få et forhold bragt til ophør skal den naboretlige ’tålegrænse’ være overskredet. En nabo har derfor ikke automatisk ret til at få et træ fjernet, fordi det for eksempel skygger lidt uheldigt.

Vurdering af ulempen

Vurderingen af, om tålegrænsen er overskredet, er en ’væsentlighedsvurdering’, hvor domstolene vurderer, om en ulempe er generel, speciel og konkret væsentlig. Normalt skal en ulempe opfylde alle tre kriterier for at være over tålegrænsen.

Den generelle væsentlighed indebærer en vurdering af, om en ulempe i almindelighed må anses for at være over grænsen. Den specielle væsentlighed er en vurdering af, om ulempen går ud over, hvad der må anses for sædvanligt på det pågældende område.

Eksempelvis må støjgener i en landsby og i en storby vurderes forskelligt. Den konkrete væsentlighed er en vurdering af, om ulempen faktisk begrænser den pågældende nabos rådighed over sin ejendom.

Et typisk eksempel kan være, at en ubebygget grund ikke vil være beskyttet mod støjgener på samme måde som en bebygget grund. I en vurdering af, om tålegrænsen er overskredet, skal der også tages hensyn til, om en nabo over tid har accepteret en gene. Efter retspraksis er nytilflyttede naboer dog ikke afskåret fra at gøre naboretlige indsigelser gældende, selv om naboerne kendte til genen, da de flyttede ind.

Hvis tålegrænsen ikke overskrides, må naboer som udgangspunkt acceptere de gener eller ulemper, som de udsættes for.

Genskin var over tålegrænsen

Hvad der må anses at være over tålegrænsen, har endnu en gang været prøvet ved Højesteret. Denne gang drejede det sig om et stærkt genskin fra et tag med sortglaserede tegl, der skabte gener for en nabo.

Tagbelægningen med de sortglaserede tegl blev udført i 2005. Naboerne til ejendommen med det blanke tag blev hurtigt opmærksomme på, at det genskin, som kom fra taget, var til gene for dem.

Søren Damgaard, advokat & partner i Bruun & Hjejle

»Naboerne følte, at bare synet af det sortglaserede tag var ubehageligt. Indimellem var genskinnet så voldsomt, at det medførte hovedpine. Selv med solbriller på mente naboen ikke, at det var udholdeligt at benytte en terrasse, der vendte mod taget.«


Også indenfor i naboens hus var genskinnet til gene, og på visse tidspunkter af året var der stærkt genskin mellem 14.30 og 19.00. Under sagen forklarede naboen desuden, at genskinnet kunne være til stede, selv om solen ikke skinnede.

I 2012 tog naboerne kontakt til ejerne af taget for at bede dem vurdere generne selv. Parterne forsøgte i en kort periode at finde en løsning. Da dette ikke lykkedes, anlagde naboen sag, blandt andet med påstand om, at taget skulle fjernes. Under sagen var der syn og skøn.

På baggrund af vidneforklaringer og skønsmandens forklaringer lagde Retten i Århus og senere Vestre Landsret og Højesteret til grund, at der om sommeren var absolut blænding på terrassen, i haven, stuen og et af naboens værelser i en periode på to timer sidst på eftermiddagen.

Ejerne af tegltaget gjorde ved Højesteret gældende, at der ikke kunne være tale om en krænkelse af den naboretlige tålegrænse, når taget i øvrigt var udført med lovlige og sædvanlige byggematerialer på en lovlig bygning. Denne position fandt imidlertid ikke genhør.

Retten i Aarhus havde i sin dom lagt til grund, at teglstenene ikke var sædvanlige, og hverken Vestre Landsret eller Højesteret anfægtede dette synspunkt. Højesteret fandt efter en samlet vurdering, at de genskinsgener, som blev forårsaget af de sortglaserede teglsten, var over tålegrænsen. Ejerne af taget blev herefter pålagt at fjerne teglstenene. Sagen er ikke den første af sin slags, og domstolene har tidligere fundet frem til et lignende resultat.