Gennembrud: Enorme datamængder kan lagres i dna

Ny dna-teknologi, som kopierer computerens måde at tænke på, skal gøre det muligt at gemme de eksplosivt voksende mængder af data hurtigere og langt billigere end på harddiske. Teknologien er dog langtfra køreklar endnu.

Dna er ikke blot byggeklodser hos levende væsener, sådan som den tyske kansler Olaf Scholz her lærer mere om under et besøg hos medicinalselskabet BioNTech i 2023. Dna kan også bruges til at lagre data, altså som en helt ny form for harddisk. Sebastian Gollnow/AP/Ritzau Scanpix

Med en ny teknologi vil man kunne bruge dna-materiale til at gemme enorme mængder af data langt billigere og mere miljørigtigt.

Forskere fra USA, Kina og Tyskland har fundet ud af, at de kan anvende enkle kemiske reaktioner til at simulere det binære system, som computere anvender, når de arbejder. Dermed kan man lagre oplysninger i syntetisk dna med stor akkuratesse og langt hurtigere, end man kender det.