Genmabs salg af Darzalex tager fart i august

Salget af Genmabs kræftmiddel Darzalex tog et pænt spring frem på det amerikanske marked i august efter et relativt afdæmpet salg i juli.

Foto: Genmab/PR: Lars Møller. Salget af Genmabs kræftmiddel Darzalex tog et pænt spring frem på det amerikanske marked i august efter et relativt afdæmpet salg i juli.
Læs mere
Fold sammen

Tal fra analysehuset Symphony Health, som har estimeret salget til blandt andet hospitaler og lægeklinikker, indikerer, at Genmabs partner Janssen solgte Darzalex for 91,4 mio. dollar, eller 567 mio. kr., i august.

I forhold til juli, hvor Darzalex omsatte for 73,1 mio. dollar, er der tale om en stigning på lige over 25 pct. Salget i juli faldt dog fra juni, hvor Darzalex omsatte for 82,2 mio. dollar.

Nedgangen i juli var også forudset af administrerende direktør i Genmab Jan van de Winkel, der i forbindelse med et interview i august til gengæld spåede, at salget vil tage til i andet halvår.

Det skyldes blandt andet, at Darzalex i midten af juni også blev godkendt som tredjebehandling af knoglemarvskræft i kombination med kræftmidlet Pomalyst og hormonpræparatet Dexamethason.

Oprindeligt blev Darzalex i slutningen af 2015 godkendt som fjerdebehandling til knoglemarvskræft i USA.

Senere i november sidste år fik et par positive fase 3-studier også de amerikanske myndigheder til at udvide godkendelsen, så Darzalex kan benyttes som andenbehandling i kombination med enten kræftmidlet Revlimid eller Velcade og hormonpræparatet Dexamethason.

Og den seneste godkendelse, der gælder for de grupper af patienter, som allerede har været behandlet med Revlimid og såkaldte proteasom-hæmmere, udvider den potentielle patientbase, der kan behandles med Darzalex, ganske væsentligt.

Genmabs årsprognose forudsætter et samlet salg af Darzalex på 1100-1300 mio. dollar, og halvårsregnskabet afslørede, at Janssen med et salg på 554 mio. dollar på verdensplan var lige over halvvejs mod den nedre ende af Genmabs forventning.

/ritzau/FINANS