Genmab-topchef før skæbnedag: Det kan få kæmpe indflydelse på selskabet

Biotekselskabet Genmab fik i foråret klø på børsen og faldt med 20 procent på en dag efter et fejlslagent studie med selskabets guldæg, Darzalex. Lige om hjørnet venter endnu en stor eksamen, som kan vaske skuffelsen væk og sende den danske biotekaktie i vejret.

Genmab-topchef Jan van de Winkel har stor tiltro til, at et nøglestudie med selskabets guldæg, Darzalex, bliver en succes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Det må have gjort ondt helt ind i knoglerne på den ellers altid begejstrede Genmab-topchef, Jan van de Winkel, da biotekselskabets medicinske guldæg, kræftmidlet Darzalex, i foråret styrtede til jorden efter flere års status som urørligt.

Det succesfulde kræftmiddel havde aldrig før fejlet, men på en lun forårsdag i maj leverede Darzalex et regulært studieflop, der fik biotekselskabets aktie til at falde til jorden som en sten.

Selskab Kurs Ændr. %

Efter en lettere panisk børsdag fik Genmab 28. maj barberet næsten 15 milliarder kroner af sin markedsværdi efter et kursfald på 20 procent.

Det danske biotekselskabs kronjuvel får nu en kærkommen mulighed for at tage revanche med et helt afgørende studie, som allerede i 2019 kan banke salgstallene for Darzalex voldsomt i vejret.

Ifølge den internationale investeringsbank J.P. Morgan kan Genmabs aktiekurs stige med op mod 18 procent, hvis studieresultaterne for alvor rammer skiven. Banken vurderer samtidig, at studiet vil blive offentliggjort inden for få uger.

For det danske biotekselskab er studiet, der går under navnet Maia-studiet, særlig vigtigt, fordi Darzalex her bliver testet i kombination med kræftmidlet Revlimid, som er lægernes førstevalg på det altafgørende amerikanske marked.

»Maia-studiet er super vigtigt for både virksomheden og investorerne. Hvis resultaterne fra det studie er gode, kan vi potentielt set omgående få 50 procent af markedet, da USA udgør halvdelen af markedet som verdens største. Det er derfor, at det er fantastisk vigtigt,« siger Genmabs topchef, Jan van de Winkel.

Det er Genmabs store amerikanske partner, Janssen Biotech, der kører det vigtige studie. Derfor har Jan van de Winkel ikke konkret indsigt i, om pilen peger i den rigtige retning.

Der er dog ikke megen nervøsitet at spore hos den 57-årige biotekboss.

»Er jeg bekymret for, hvordan studiets resultater falder ud? Absolut ikke. Hvis de her studiedata er gode, kan det få kæmpe indflydelse på selskabet og brugen af midlet allerede næste år,« siger Jan van de Winkel.

Storbank tror på succes

Vurderingen hos J.P. Morgan er også, at Maia-studiet bliver en succes. Banken baserer den analyse på data fra andre studier med Darzalex. Hvis studiet mod J.P. Morgans forventning derimod skulle floppe, kan det ifølge investeringsbanken føre til kursfald på op mod 20 procent for biotek-aktien.

For Genmab og ikke mindst selskabets aktionærer har alt handlet om netop Darzalex de seneste år. Det succesfulde middel mod knoglekræft er blevet skamrost af både kræftlæger og aktieanalytikere, hvilket har fået selskabets aktiekurs til at flyve til vejrs.

Fra 2012 til 2016 steg Genmabs aktiekurs med mere end 3.000 procent. De seneste to år har stemningen omkring biotekselskabet dog været noget mere afdæmpet.

I analytikerkorpset er det for længst blevet indregnet, at Darzalex kommer helt frem i forreste behandlingslinje i USA i kombination med Revlimid. Selv om aktieanalytikerne allerede kalkulerer med, at nøglestudiet med Darzalex bliver en succes, minder Genmab-topchefen om, at det at antage, at noget vil ske, ikke er det samme som rent faktisk at vide, at det sker.

»Der er stor forskel på at tro på, at data vil være gode, og så faktisk få at se, at de rent faktisk er gode. Jeg er meget fortrøstningsfuld i forhold til, at studiet vil falde godt ud,« siger Jan van de Winkel.

Genmabs Darzalex solgte i 2017 for lidt over 1,2 milliarder dollar. Markedets forventninger er, at Genmabs kræftmiddel kan nå et topsalg på op mod ti milliarder dollar.