Genmab indleder fase 3-studier i sklerose

Genmabs partner Novartis har besluttet at starte fase 3-studier med Ofatumumab til behandling af recidiverende multipel sklerose. Man begynder med at finde patienter til studierne i september i år, oplyser Genmab i en meddelelse til fondsbørsen torsdag morgen.

Genmabs partner Novartis har besluttet at starte fase 3-studier med Ofatumumab til behandling af recidiverende multipel sklerose. Man begynder med at finde patienter til studierne i september i år, oplyser Genmab i en meddelelse til fondsbørsen torsdag morgen. Fold sammen
Læs mere
Foto: NF

»Studierne vil sammenligne behandlingseffekt og sikkerhed af subkutant indgivet Ofatumumab (som markedsføres under navnet Arzerra, red.) over for teriflunomid i patienter med recidiverende MS (multipel sklerose, red.),« skriver Genmab i meddelelsen.

»Ofatumumab har potentialet til at blive en førende, eller såkaldt "best-in-class", anti B-celle behandling af recidiverende MS,« lyder det fra Jan van de Winkel, administrerende direktør i Genmab.

»Vi ser frem til en effektiv gennemførelse af disse studier og resultaterne deraf samt videreudviklingen af Ofatumumab inden for dette sygdomsområde,« siger han i fondsbørsmeddelelsen.

Fase 3-studierne er randomiserede, dobbeltblindede, "double-dummy" studier til sammenligning af behandlingseffekt og sikkerhed af subkutant indgivet ofatumumab, der gives direkte til patienter med en kanyle, over for teriflunomid, som er en standardbehandling af MS, i cirka 900 patienter med recidiverende MS i hvert studie.

Patienterne vil enten få subkutane injektioner med Ofatumumab hver fjerde uge eller teriflunomid til oral indtagelse én gang dagligt.

»Det primære endpoint i studierne er den årlige tilbagefaldsrate (ARR), som er antallet af bekræftede tilbagefald over en periode på 12 måneder. Studierne vil blive gennemført af Novartis,« oplyser Genmab.

Multipel sklerose er en betændelsessygdom i centralnervesystemet, som rammer omkring 2,5 mio. mennesker globalt. MS rammer kvinder dobbelt så hyppigt som mænd, og sygdomsforekomsten topper ved 30-års alderen.