Genmab indgår stort samarbejde med Novo Nordisk

Biotekselskabet Genmab indgår en kommerciel licensaftale med medicinalgiganten Novo Nordisk om selskabets Duobody-teknologi.

Foto: Erik Refner

Som del af aftalen tildeles Novo Nordisk to kommercielle licenser til Duobody, mens Genmab som betaling får 2 mio. dollar på forhånd.

Samtidig er Genmab berettiget til potentielle milepælsbetalinger på 250 mio. dollar for hver eksklusive licens eller cirka 200 mio. dollar for hver ikke-eksklusive licens. Derudover kommer royalties fra salg af eventuelle kommercielle produkter.

Duobody er en teknologiplatform til dannelse og udvikling af bispecifikke antistoffer, som Genmab selv har udviklet.

- Vores egenudviklede Duodody-teknologi kan anvendes til at skabe bispecifikke antistoffer, som retter sig mod en lang række sygdomsområder.

- Denne aftale med Novo Nordisk viser, hvordan vi kan udnytte vores unikke state-of-the-art antistofekspertise og samarbejder til at skabe forskellige indtægtskilder inden for andre områder end cancer, siger Jan van de Winkel, administrerende direktør hos Genmab, i en meddelelse.

Aftalen med Novo Nordisk ventes ikke at få nogen indflydelse på Genmabs finansielle forventninger til 2015.

Genmab venter fortsat en omsætning på 650-725 mio. kr., driftsomkostninger på 600-650 mio. kr. samt et driftsoverskud på 200-275 mio. kr.