Genbrug af mobilnet skal forhindre trafikpropper

De gamle mobilnet kan snart tages i brug, så mange flere kan bruge mobilt bredbånd.

Folk i landområderne har nu udsigt til at få mobilt bredbånd, når teleselskaberne får lov til at bruge de gamle mobilnet til 3G-telefoni. Foto: Colourbox Fold sammen
Læs mere
De svenske teleselskaber får nu lov til at bruge det »gamle« mobilnet til 3G-telefoner og mobilt bredbånd.

Den svenske Post- och Telestyrelsen har som det andet EU-land (Finland kom først) sagt god for, at det såkaldte GSM-net kan bruges til 3G-telefoni. De nuværende 3G-net oplever nemlig en eksplosiv vækst i brug, efter at navnlig mobilt bredbånd er kommet til, hvor også bærbare PCer og de nye mini-PCer kobles på mobilnettet for konstant at have Internet-adgang.

Bedre dækning i land- og skovområder

Det er 900 MHz-båndet, som Tele2, Swefour, Telenor og Telia nu kan søge om lov til at bruge til 3G-telefoni. »3« i Sverige vil kunne købe en ny 900 MHz-licens.

Post- och Telestyrelsen håber, at inddragelsen af det gamle mobilnet vil betyde, at navnlig folk i land- og skovområderne i Sverige - og dem er der en hel del af - nu vil kunne få adgang til blandt andet mobilt bredbånd. 3G-nettene er nemlig separate net med separate antenner og ofte også master, og derfor har teleselskaberne i Sverige, som i Danmark, valgt at koncentrere sig om at tilbyde højere hastighed og bedre muligheder i det tættere befolkede områder, mens land- og skovbefolkningen ikke kan forvente at kunne få andet end normal mobilforbindelse. Og GSM-mobilnettene er i sin nuværende form for langsomme til at hente og sende data igennem.

Brugen af det gamle mobilnet vil kunne spare teleselskaberne for en del investeringer.

Danmark arbejder på sagen

EU arbejder på at frigive en række radiokanaler til netop 3G - og den kommende afløser, indtil videre kaldet 4G - for at afhjælpe de trafikpropper, som er ved at opstå.

I Danmark er IT- og Telestyrelsen, som er Post- och Telestyrelsens danske pendant, i gang med at se på, hvilke frekvenser der på tilsvarende vis kan frigives til andre formål.