Gebyrer og obligationer sikrer Totalbanken stærkt kvartal

Totalbanken havde i første kvartal af 2015 fremgang på flere nøglepunkter og mere end fordoblede sit overskud sammenlignet med samme kvartal for et år siden.

Foto: Sonny Munk Carlsen

Det fremgår af kvartalsregnskabet for første kvartal 2015 fra banken med hovedsæde i Aarup på Fyn.

Nettorenteindtægterne steg en anelse til 17,7 mio. kr. fra 17,5 mio. kr., men på gebyrfronten var der et pænt hop op til 14,9 mio. kr. netto mod 11,8 mio. kr.

Det var med til at give et løft i basisindtjeningen, resultatet før kursreguleringer og nedskrivninger, til 13,1 mio. kr. fra 11,2 mio. kr. et år tidligere.

Totalbanken er dermed godt på vej til sin årsforventning om 30-34 mio. kr. på den post set over årets 12 måneder.

Ledelsen erkender da også, at basisindtjeningen forventes "i den øvre ende af intervallet", og forklarer, at der har været særligt høj aktivitet i omlægning af realkreditlån i første kvartal, hvor der var ventet en mere jævn fordeling over året.

Kursreguleringer gav også markant flere penge i kassen sammenlignet med sidste år, da især obligationerne bidrog positivt. Nedskrivningerne var til gengæld lidt højere og endte på 12,7 mio. kr. i kvartalet.

Alt i alt tjente banken 5,7 mio. kr. før og efter skat i kvartalet, et løft fra 2,4 mio. kr. i første kvartal af 2014.