Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
En konvoj af busser, skraldebiler, Mercedes’er og Folkevogne kører ud ad Gladsaxe Ringvej. Bortset fra det umage følgeskab er der intet øjensynligt odiøst ved bilerne. Man skal ind under de metalliske skaller for at vide, at de er sjældne. De kører nemlig på gas.
Der findes blot sølle 81 gasbiler i Danmark, hvoraf de færreste er indregistrerede. Til sammenligning er der godt 100.000 gasbiler i Tyskland, mens 10 procent af den kollektive bytrafik i Sverige kører på gas.
Men nu skal der at trædes på gaspedalen. I forgårs åbnede Danmarks tredje gastankstation i Fredericia, mens yderligere syv er på vej.
Og i går ankom så det rullende gascirkus, da selskabet HMN Naturgas åbnede dørene op for giganterne fra russiske Gazprom og tyske E.ON, der i de seneste uger har kørt et felt af gasbiler rundt i Europa for at vise, at gasteknologien til biler er fuldt ud drivkraftig.
Se video: Kom med ud at køre med en naturgasbil
HMN Naturgas håndterer to tredjedele af Danmarks naturgas og har store ambitioner for udbygningen af infrastrukturen til gaskøretøjer.
»Selv om vi kun har ganske få gasbiler i Danmark, så oplever vi, at starten på udrulningen af naturgasbiler er gået,« siger Susanne Juhl administrerende direktør for HMN Naturgas.
Selskabet står bag den anden af de blot tre danske gastankstationer. Den åbnede i april i Skive, mens selskabet forventer at kunne åbne to nye stationer først i 2014.
Der er ellers lovende betingelser for gas i den danske transport. Naturgassen er mindre forurenende end diesel, og Danmark råder derudover over masser af naturgas, der dermed giver stor forsyningssikkerhed. Og det er tilmed billigt.
Ifølge HMN Naturgas koster en kubikmeter naturgas til biler 10 kroner. Det svarer til, at man betaler 9 kr. for en liter diesel og 8,5 kr. for en liter benzin.
Regeringen og Folketingets partier afsatte således også 20 millioner kroner på energiforliget fra marts 2012 til udbygning af infrastrukturen. Det er blandt andet ved hjælp af disse penge, at en af HMN Naturgas’ tankstationer skal blive til virkelighed.
Den ene skal placeres i Gladsaxe i samarbejde med Movia, Arriva og Trafikstyrelsen med henblik på en forsøgsordning, hvor københavnske busser skal fragte pendlere rundt i hovedstadsområdet ved hjælp af gas.
Et vigtigt projekt, mener den administrerende direktør Susanne Juhl. HMN Naturgas er nemlig ikke den eneste aktør på markedet. Også en af arrangørerne bag dagens begivenhed E.ON forventes klar med yderligere to tankstationer i hovedstadsområdet i 2014.
»Når disse projekter bliver realiseret, begynder der at danne sig et perspektiv for eksempelvis taxaselskaber eller flådeejere, hvor de kan begynde at køre på gas, da de har muligheden for at tanke flere forskellige steder i byen.«
Udbredelsen af gasbiler er nemlig en udfordring på linje med den, vi herhjemme kender fra elbiler. Det er en hønen og ægget-problematik, for hvad skal komme først? Tankstationerne eller bilerne?
Ifølge Susanne Juhl må der være en vis efterspørgsel efter biler, før HMN Naturgas tør gå ud og lave nye store investeringer i infrastruktur.
»Vi har det sådan, at der skal være en vis efterspørgsel, før vi går ud og investerer. Vi kan ikke regne med, at der kommer en rig onkel, der redder os ved at købe en infrastruktur, der ikke er efterspurgt, ligesom vi så det med Better Place,« siger hun.
Selv om dagens medarrangør Gazprom formentlig ikke er glade for at høre ordene, så er det på længere sigt ikke naturgassen, men derimod biogassen, der er interessant.
Flere kommuner herhjemme satser tungt på at blive CO2-neutrale og har i den forbindelse store ambitioner for lokalproduktion af biogas, der kan udvindes fra landbrugets gylle eller organisk affald fra husholdninger, og som ikke udleder CO2 ved forbrænding.
»Interessen kommer nu til at blive endnu tydeligere, da regeringen fremlagde sin nye ressourcestrategi, der ligger op til, at kommunerne skal begynde at producere biogas af deres affald. Det vil forstærke tankegangen om, at vi kan begynde at køre på et brændsel, der er produceret lokalt,« siger Susanne Juhl fra HMN Naturgas.