Gabriel hæver vækstforventning efter fremgang

Møbeltekstilvirksomheden Gabriel havde pæn omsætningsfremgang i tredje kvartal af sit forskudte regnskabsår, og udviklingen hidtil i år baner vejen for, at selskabet endnu en gang kan hæve sine forventninger til den organiske vækst. Samtidig præciseres forventningerne til driftsindtjeningen.

Læs mere
Fold sammen

- Omsætning og primært resultat (EBIT) ligger lidt over ledelsens forventninger efter tre kvartaler, forklarer selskabet.

Gabriel Holding venter nu en organisk omsætningsvækst på 15-17 pct. svarende til en omsætning for året på 325-330 mio. kr. Tidligere estimerede Gabriel en organisk vækst på 10-15 pct.

Selskabet omsatte i tredje kvartal for 89,3 mio. kr., hvilket er 26 pct. mere end i samme periode sidste år, mens fremgangen for årets første tre kvartaler er 17 pct. til 251,5 mio. kr.

- Ledelsen finder det tilfredsstillende at kunne konstatere, at de strategiske initiativer med større salgsindsats, stigende innovations- og produktudviklingsomkostninger samt etablering af polsterenheder i Litauen og Polen giver resultater med stigende omsætning i alle forretningsområder, skriver Gabriel i regnskabet.

I tredje kvartal nåede selskabet et driftsresultat på 6,3 mio. kr. mod 5,2 mio. kr. sidste år, mens resultatet for årets første tre kvartaler er 21,7 mio. kr. mod 19,7 mio. kr. for de første ni måneder året før.

Den nye forventning til driftsresultatet, EBIT, er 26-27 mio. kr. Tidligere havde ledelsen stillet et resultat i udsigt over niveauet fra 2013/2014, hvor selskabet tjente 25,2 mio. kr.