Gabriel fortsætter stor vækst: Engangsposter presser indtjeningen

Der har været markant vækst på toplinjen hos tekstilvirksomheden Gabriel i første kvartal 2016/17, men overskuddet har ikke kunnet følge med i samme tempo, da et par engangsposter trækker ned.

PR Foto fra Gabriels egen website Fold sammen
Læs mere

Salget steg i første kvartal, der dækker over oktober, november og december, med 23 pct. til 117 mio. kr., hvor 92 pct. gik til eksport.

Cirka halvdelen er organisk vækst, mens den anden del skyldes opkøbet af det britiske selskab Screen Solutions, som blev opslugt sidste år efter en handel til omkring 60 mio. kr.

Den markante salgsfremgang har dog ikke slået igennem på indtjeningen, da driftsoverskuddet før skat og renter blot steg med 200.000 kr. til 8,4 mio. kr., mens resultatet før skat faldt med omkring 100.000 kr. til 9,5 mio. kr.

Der har været udgifter til rådgivere i forbindelse med købet af det britiske selskab, og samtidig har Gabriels amerikanske datterselskab startet produktion i USA, hvilket påvirker resultatet negativt med 1,6 mio. kr.

»Omsætning og resultat før skat lever op til ledelsens forventninger i et første kvartal præget af tilfredsstillende vækst og særlige omkostninger,« skriver Gabriel i regnskabet, der også kan fortælle, at personaleomkostningerne er steget med 24 pct. i kvartalet.

Selskabet fastholder forventningerne til 2016 i forbindelse med regnskabet og venter dermed fortsat en vækst i omsætningen på omkring 20 pct. samt en stigning i overskuddet før skat på 0-5 pct.

Aalborg-virksomheden har haft en stærk udvikling på aktiemarkedet det seneste år, hvor aktien er steget med næsten 150 pct.

Efter regnskabet tirsdag eftermiddag ligger aktien 0,9 pct. højere i 595 kr., hvilket værdisætter selskabet til 1124 mio. kr.