Går den personlige frihed op i røg?

Det har været en barsk sommer for den personlige frihed. Vi må ikke have to koner. Vi må ikke bruge bloddoping. Vi må ikke lyve direkte på TV. Og nu må vi kun ryge i aflukkede gemakker.

Rygningen har for alvor bragt sindene i kog, for vi er en røgelskende befolkning, og vi gør alt for at leve op til den kongelige families høje standard på området. Ja, faktisk er jeg sikker på, at de trodsigt rygende danskere først begynder at overveje deres uvane, hvis hendes majestæt pludselig skulle bukke under for sin hasarderede livsstil. Hvis hun pludselig lagde sig askegrå på langs med rygerlunger eller kræft. Dét ville være anti-rygeoplysningens bedste kort efter princippet: show it, don’t tell it. For vi ved jo godt, at vores adfærd ikke ændres af formaninger.

Hundrede pakker, med eller uden filter – så mange cigaretter ryger hver dansker om året. Vi er ganske enkelt vilde med vores dødbringende smøger, og derfor er rigtig mange nikotin-narkomaner også mere end almindeligt trætte af den nye rygelov, allerede inden den er trådt i kraft. Værtshusene klynker over det ”kulturtab”, som antirygelobbyen skaber, og de taler åbent og ærligt om, hvordan de vil trodse loven og fifle med reglerne. Flere bodegaer planlægger at udleje askebægre, og på den måde spare sammen til en eventuel bøde. De klogeste af dem kalder det for civil ulydighed. Det lyder jo også meget mere værdigt. På værtshusene giver man nemlig meget naturligt pokker i en samfundsinvestering i sygdomsforebyggelse og folkesundhed.

Sagen er, at vi lever i en tid, der emmer af ”new politics” og ”værdier”. Miljø, økologi og sund livsstil er moderne, og uanset om det handler om de smeltende poler eller folkesundheden, er politikerne ved at indse, at der skal bruges hårde magtmidler – altså lovgivning – for at skabe positive resultater. Interessant nok bliver kursen over for rygerne strammet samtidig med, at skatteministeren afviser at differentiere momsen så frugt og grønt kan blive billigere. Det er ellers et af de forslag fra to læger i Venstre selv, som – sammen med sodavandsbegrænsninger – er fremme for at modvirke en fedmeepidemi blandt børn og unge.

Rygeforbudet kommer i næste uge til de danske arbejdspladser. Tobaksindustrien kan takke Dansk Folkepartis rygende præstefætre for, at det stadig er lovligt at smage tobak på enkeltmandskontorer, mens rygerne selv jo nok en dag vil opdage, at der var tale om en bjørnetjeneste. Erfaringer viser jo, at forbud rent faktisk stimulerer vores vilje til at reducere eller stoppe rygningen, og de arbejdspladser der allerede er røgfrie, kan samstemmende fortælle om sundere og mere koncentrerede medarbejdere. Mens tobak er vanedannende, er love vaneskabende, og af hensyn til folkesundheden, er det nødvendigt at bremse rygningen, ganske som det er nødvendigt at bruge lovgivning for at bremse CO2 udslippet.

Alt det brok, der netop nu flyder i medierne fra værtshusholderne, er patetisk. Tænk at Restauratørforeningen af 1881 helt seriøst vil hive staten i retten, fordi rygeforbuddet efter deres mening er et indgreb i den private ejendomsret.

Meget fornuftigt siger Venstres Jørgen Winther, at hvis en domstol kommer frem til, at staten ikke må lovgive om frisk luft, så må staten vel heller ikke lovgive om, hvor meget nitrat landmanden må hælde ud over markerne. Nej, og hvor er vi så henne? I et klondyke af en minimalstat, hvor ingen står til ansvar for fællesskabet, men alle gør, hvad der passer dem. Måske vil det tiltale de skrappeste liberalister (og rygerne), men det har intet med et samfund at gøre. Nej, værtshusholderne bør indse, at vores frihed til hver en tid bliver begrænset af regler. Det gælder farten på veje. Længde på knivbladene. Størrelsen på fyrværkeriet. Alderen på din sexpartner. Ja, i ti år har vi heller ikke engang måttet opdrage vores egne børn med smæk. De skumle planer om at omgå forbuddet har altså ikke en døjt med frihed eller civil ulydighed at gøre – det er kun et spørgsmål om (reel) bekymring for mistede markedsandele. Men hvad var der sket, hvis landets farvehandlere havde brugt samme argumenttype som værtshusholderne imod de nye regler for opbevaring og salg af nytårskrudt? Hvad var der sket, hvis de under henvisning til deres ”frihed” havde insisteret på at sælge ulovlige raketter?

Nej, det giver ingen mening. Frihed er ikke et argument, der vinder hver gang.