G4S undersøges for fodlænke-fusk

De britiske myndigheder bekræfter nu, at sikkerhedsgiganten G4S og konkurrenten Serco er under mistanke at have fusket sig til overbetaling for elektroniske fodlænker til kriminelle

Foto: PONTUS LUNDAHL.
Læs mere
Fold sammen
Det kan blive overordentlig ubehageligt for sikkerhedsgiganten G4S, hvis man har man fusket sig til overbetaling for at holde øje med elektroniske fodlænker til kriminelle, der enten var døde, fængslet eller ikke skulle have været overvåget i første omgang.



For nu har det britiske bagmandspoliti(The Serious Fraud Office) åbnet en politiundersøgelse, som skal kortlægge, om G4S og Serco har fusket med overvågningskontrakterne. Undersøgelsen skal ifølge G4S selv kigge nærmere på, om der har været fusk med fodlænke-opgaver fra 2005 og frem til i dag.



De dårlige nyheder for to af Storbritanniens førende leverandører af sikkerhedsydelser kommer efter, at PwC også skal undersøge deres fodlænkekontrakter, ligesom myndighederne også kigger nøje på alle regeringskontrakter, som er indgået med aktørerne.

Myndighedernes kritiske fokus koster allerede for de to selskaber. Således har Daily Telegraph allerede beskrevet, at G4S ikke vil byde på kommende regeringsopgaver på fodlænker til kriminelle.

Sagen har også betydet, at der er rullet hoveder på chefgangene i G4S, der som bekendt har danske aner. For den tidligere direktør for de britiske aktiviteter Richard Morris har mistet jobbet. Også tidligere CEO Nick Buckles er for nylig stoppet i G4S.



G4S er resultatet af en fusion mellem flere førende sikkerhedsselskaber herunder danske Falck Securitas. Selskabet havde også danske Alf Duch-Pedersen som bestyrelsesformand, men han trak sig i 2012 efter hans forsøg på at skabe en fusion med rengøringsgiganten ISS faldt til jorden.