G4S trækker sig fra fodlænke-udbud efter skandale

Den dansk-britiske sikkerhedskoncern G4S har angiveligt trukket sig fra konkurrencen om at vinde et udbud fra den britiske regering.

Foto: PONTUS LUNDAHL

Ifølge Daily Telegraph vil G4S ikke byde ind på at få lov til at forsyne Storbritanniens kriminalforsorg med fodlænker til kriminelle, efter at selskabet i juli løb ind massiv modvind.

Sikkerhedskoncernen anklages sammen med konkurrenten Serco for at have fusket med kontrakter indgået med det britiske fængselsvæsen. Ifølge anklagen har G4S taget penge for at levere fodlænker til kriminelle, der enten var døde, i fængsel eller slet ikke sigtet eller dømt i første omgang.

Udmeldingen glæder justitsminister Chris Grayling.

- Jeg gjorde det klart i sidste måned, at jeg ønskede, at G4S trak sig fra udbuddet angående elektronisk overvågning. Nu kan vi komme videre med kontrakten, hvilket vil gøre overvågningen af kriminelle bedre og gøre det billigere for skatteyderne, siger han.

Flere analytikere sagde i forbindelse med anklagen, at den kom på et meget kritisk tidspunkt for G4S, da den britiske kriminalforsorg står over for snart at skulle forny eller ændre flere kontrakter med sikkerhedskoncerner.

/ritzau/FINANS

Peder Top Poulsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans[AT]ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk