G4S-strategiplan skal give organisk vækst på 5-8 pct.

G4S har i en pressemeddelelse tirsdag morgen annonceret de første konturer af selskabets strategiplan.

Sikkerhedsselskabet har fundet muligheder for en organisk vækst på 5-8 pct. om året med en pipeline af kontrakter på 5 mia. pund ved udgangen af september 2013.

Ifølge research-selskabet Freedonia vil det globale sikkerhedsmarked vokse med omkring 7,3 pct. mellem 2011 og 2016, især med vækst på udviklingsmarkederne, hvor G4S genererer en stor del af indtjeningen, hedder det.

G4S har derfor identificeret en række punkter, der skal understøtte mulighederne for vækst. Heriblandt et skærpet strategisk fokus, investeringer i organisk vækst og kundeservice og disciplineret finansiel ledelse.

I alt 35 forskellige forretningsenheder skal vokse, omstruktureres eller genbruge kapital, mens der skal investeres 15-20 mio. pund i salgs- og forretningsudvikling i 2014. Derudover skal koncernens teknologiske kunnen skærpes for at få forretningen for sikkerhedssystemer til at vokse.

På det finansielle område ønsker G4S en rebalancering af den organiske og organiske kapitalinvestering og et internt afkast af investeringerne på 10 pct. efter skat.

- Vi vil skærpe vores strategiske fokus og styrke vores investeringer i kundeservice, organisk vækst, teknologi og innovation. Vi vil dele de bedste metoder på tværs af gruppen, og der vil være et klart fokus på kapitaldisciplin, omkostningsledelse og pengestrømshåndtering for at sikre, at vi leverer holdbar, profitabel vækst, udtaler administrerende direktør Ashley Almanza i en gentagelse af en kommentar fra juli.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk