G4S retter op på fejl i skandaleramt ungdomsfængsel

Vagt- og serviceselskabet G4S har fået rettet op på en uheldig sag omkring driften af et ungdomsfængsel på det britiske hjemmemarked.

Foto: ANDY RAIN. Vagt- og serviceselskabet G4S har fået rettet op på en uheldig sag omkring driften af et ungdomsfængsel på det britiske hjemmemarked.
Læs mere
Fold sammen

I maj blev der offentliggjort en tilsynsrapport fra ungdomsfængslet Rainsbrook, der påpegede alvorlige problemer med personalet, som angiveligt behandlede de unge kriminelle nedladende. Blandt andet nævnte rapporten racistiske kommentarer, og at dele af personalet skulle have været påvirket af stoffer, mens de var på vagt.

Timingen var samtidig særdeles uheldig for G4S, fordi kontrakten på Rainsbrook og yderligere et af de tre ungdomsfængsler, som G4S driver, er i udbud.

Nu har myndighederne imidlertid endnu engang slået et smut forbi Rainsbrook, og denne gang er tonen en ganske anden. Det nævnes blandt andet, at de unge bliver behandlet "overvældende" godt på trods af et vanskeligt og udfordrende miljø.

Dermed ser G4S ud til at have gjort som lovet, da den første inspektion, som konstaterede alvorlige problemer i Rainsbrook-fængslet, blev offentliggjort.

- Det er ekstremt skuffende for alle forbundet med Rainsbrook, og det er første gang i 16 år, at centret er blevet fundet mindre end "godt" eller "fremragende" i en inspektion. Vi anerkender, at hændelserne, der blev understreget af inspektørerne, var fuldstændig uacceptable, og har taget hurtige skridt for at rette op på det, sagde Paul Cook, der er chef for G4S' Children Services-division, da inspektionen fra maj blev offentliggjort.

Han påpegede, at G4S blandt andet har samarbejdet med skoletilsynet om at udbedre fejlene, og at seks medarbejdere i den forbindelse blev afskediget.

/ritzau/FINANS