G4S må bruge 20.000 timer dagligt på nye ansættelser

Det nye G4S skal ansætte 1.000 mand hver dag, og det tager 20 timer pr. ansættelse.

Med den danske servicegigant ISS under vingerne skal G4S hver dag ansætte 1.000 nye ansigter for at holde kadencen. Og de vil hver især koste 20 timer i ansættelsesfasen.

Det vurderer rekrutteringsbureauet Adecco, der selv rekrutterer tusindvis af nye medarbejdere for sine kunder dagligt.

Billedserie: Her er virksomhederne med de fleste ansatte


"G4S vil sagtens kunne ansætte 1.000 personer om dagen. Men de får nok brug for ekstern hjælp," siger Adeccos administrerende direktør Torben Sneve til Business.dk.

Det mener man også hos konkurrenten Mercuri Urval, hvor Christian Kurt Nielsen er direktør:

"Hvis de to selskaber har kunne klare medarbejdervæksten op til 500.000, så kan de nok også finde ud af det op til en million medarbejdere"

20 timer pr. rengøringsmedarbejder


Ifølge Torben Sneve koster det i snit 80 timer at finde den rette mellemleder, mens det kræver ca. 20 timer at lokalisere en ny rengøringsmedarbejder. For begge grupper kan man rundt regnet halvere timetallet, hvis man ansætter i klynger a 50 ad gangen, eksempelvis via gruppeinterviews.

Og skal man hyre i Kina og Indien kan det ifølge Christian Kurt Nielsen gøres uhyre effektivt:

"De faglige kvalifikationer for at blive rengøringshjælp er nødvendigvis ikke så høje fra starten, og der er mange, der gerne vil forbedre deres levestandard. Og så kan ISS starte et forløb op, teste dig og senere uddanne dig", siger han.

Skal man tro iagttagere var en af grundene til G4S' opkøb af ISS, at sikringskoncernen dermed kunne udbygge sine services til også at omfatte en sikker løsning inden for catering og rengøring. En ekstra sikkerhed, der især er vigtig, hvis man eksempelvis er ambassadør og vil sikre sig, at alle, der har adgang til hjemmet og kontoret, er godkendt af G4S.

"Man skal jo være ekstra forsigtig, og det kan antyde, at det vil kræve lidt ekstra tid til rekrutteringen", vurderer Torben Sneve.

Gennemtræk koster dyrt

Udskiftningen i rengøringsbranchen er traditionelt høj, og i ISS ligger personaleomsætningen på 25 procent mod 10-15 procent i andre brancher.

Og det giver god mening, hvis det nye G4S formår at holde bedre fast på sine medarbejdere:

"Det koster penge at ansætte, at oplære, at uddanne, at forstå virksomhedens kultur og værdier, og så bliver medarbejderne jo dygtigere jo længere tid, de er ansat. Så der er penge i at få dem til at blive", siger Mercuri Urvals Christian Kurt Nielsen, der roser ISS for hidtil at have gjort meget for at få medarbejderne til at blive.

Det nye G4S vil have medarbejdere i 130 lande og med den daglige kvote på 1000 nye ansættelser vil det betyde, at der i snit skal ansættes knap otte nye medarbejdere i hvert land.



INFOshop: Rengøringsbranchen effektiviserer sig til god økonomi