Fyrværkeribranche tror på bedre tider

Af Rikke Brøndum

Selvom virksomheder i fyrværkeribranchen stadig kæmper med skarp kontrol af deres produkter og dårlig indtjening er der nu spor af optimisme blandt flere virksomheder.

Udviklingen i de to seneste regnskabsperioder viser ellers, at branchens primære resultat er faldet med 20 procent, men noget tyder alligevel på, at de dårlige tider bliver erstattet af bedre.

»Vi er i de senere år blevet overrasket gang på gang af nye regler og kontroltests fra myndighedernes side. Men de fleste regler er nu trådt i kraft, så vi ved, hvor meget krudt vi må komme produkterne, og hvordan vi skal opbevare dem,« siger formand for Fyrværkeriforeningen Michael Gram Larsen.

Også hos LCH Fyrværkeri Import ser man frem til at få en mere stabil forretning i det nye år.

Virksomheden har ligesom andre i branchen oplevet at importere en stor mængde af fyrværkeri fra Asien, som ikke kunne godkendes og sælges i Danmark, selvom det var godkendt efter de normale procedurer.

»Det betød, at vi hverken kunne sælge fyrværkeriet i Danmark eller sende det tilbage. Tværtimod var det endnu en udgift, fordi det koster penge at destruere det. Men nu ved vi mere om, hvordan vi skal undgå den slags,« siger produktchef Esben Moos.

Hos Sikkerhedsstyrelsen bekræfter man, at reglerne til foråret bliver samlet i én bekendtgørelse.

Virksomhederne i branchen har de senere år været tvunget til

at sikre indtjeningen ved at producere dessertfontæner og arrangere professionelt fyrværkeri til personalefester.

På trods af de mere ensrettede regler lader det dog ikke til, at branchen dropper de aktiviteter.

»Vi kan kun sælge fyrværkeri til forbrug i perioden omkring nytår. Så for mange er det stadig helt nødvendigt at sikre en stabil indtjening udover fyrværkerisalget i løbet af året,«siger Michael Gram Larsen.





Læs brancheanaylsen af fyrværkeribranchen på side 6 og 7



rib@erhvervsbladet.dk