Fyringsrygter fyger i de store banker

De fem største banker herhjemme har hidtil stort set ikke været berørt af fyringer. Men nu går der voldsomme rygter om, at afskedigelserne er på vej.

Foto: Scanpix. EBH Bank er en af branchens mindre aktører, der allerede har været ude i en fyringsrunde. I de store banker går rygterne om, at turen snart kommer til dem.
Læs mere
Fold sammen
Hidtil har de største banker herhjemme været forskånet for fyringsrunder, men de tider kan snart være forbi. Sådan lyder rygtestrømmen ude i bankerne ifølge Jyllands-Posten.

Vælger de store banker at skære til sådan som mere end 30 af de mindre aktører herhjemme har gjort, så kan de 814 afskedigelser banksektoren hidtil har set hurtigt blive mangedoblet.

Aktieanalysechef i Sydbank, Bjørn Schwarz, er ikke i tvivl om at storbankerne vil have sparekniven fremme, når regnskaberne i den nærmeste tid begynder at tikke ind.

”Der kommer øget fokus på omkostningerne i finanssektoren i lyset af konjunkturbilledet for 2009 og 2010. Det er man ligesom andre brancher nødt til for at fastholde en rimelig høj lønsomhed trods af afmatningen,” siger han til Jyllands-Posten.

Og heller ikke direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforeningen, Steen A. Rasmussen, tror på at vi har set det sidste til fyringer i sektoren.

”Jeg har ikke nogen krystalkugle, men fra 2004 til udgangen af 2008 steg beskæftigelsen i sektoren med 5.000. Det er en markant stigning, og når så konjunkturerne vender så voldsomt, så er der noget, der tyder på, at vi skal ned igen.”