Fyringsrunder og filiallukninger rammer Amagerbanken

De ansatte i krakkede Amagerbanken er langtfra reddet, fordi BankNordik har købt resterne. Op mod 15 filialer skal lukkes.

Efter Bank-Nordiks køb af Amagerbankens filialer overvejer stamkunderne på Amager nu fremtiden, som for eksempel slagtermester Peter Emil Larsen, tredje generation i slagterbutikken P.E. Larsen, i Holmbladsgade. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man skulle tro, at medarbejderne i den krakkede Amagerbanken kunne ånde lettet op, da Finansiel Stabilitet i onsdags solgte resterne til færøske BankNordik. Men så let går det ikke. Tværtimod kommer den nærmeste fremtid til at byde på fyringsrunder og filiallukninger. »Vi har fået en melding om, at BankNordik vil overtage 157 medarbejdere og lade et antal filialer – op til ti – fortsætte. BankNordik vil gerne have større enheder, og det er da også naturligt med filialsammenlægninger. For eksempel ligger der i Odense både en BankNordik-filial og en Amagerbanken-filial, og det er filialer som dem, der formentlig skal slås sammen. Det er mit indtryk,« siger John Skafte, fællestillidsmand for Amagerbankens ansatte. Hård opbremsning forude Lige nu er der omkring 400 medarbejdere tilbage i Amagerbanken, og i omegnen af 25 filialer var til salg af Finansiel Stabilitet, men de tal vil BankNordik skære ned på. Det lægger administrerende direktør Janus Petersen ikke skjul på. »Vi har ikke købt hele Amagerbanken. Det er jo fortsat Finansiel Stabilitet, der driver resten af banken. Vi har købt kunderne, og vi har overtaget lejemål for nogle filialer, og så har vi forpligtet os til at overtage et antal medarbejdere. Det er udgangspunktet i aftalen, og nu er vi så ved at finjustere den praktiske udformning,« siger Janus Petersen. Han fortsætter: »Vi kommer til at have noget færre filialer. Vi har ikke besluttet det eksakte tal, men det er vigtigt at slå fast, at vi ingen fyrer. Vi kommer til at ansætte mennesker til de filialer, som vi overtager.« Finansiel Stabilitet bag fyresedler Faktum er dog, at der skal færre hænder til i Amagerbanken. Det bliver blot Finansiel Stabilitet, der rent praktisk deler fyresedlerne ud. Men hvor mange, det ender med, er endnu svært at sige. »Jeg kan ikke kommentere de faktuelle størrelser. Det er køberne, der disponerer over det. Enhver kan sige sig selv, at man ikke kan drive et filialnet med 25 filialer med en balance, der er reduceret til fem milliarder. Det er ingen overraskelse, at der skal ske en reduktion, og det havde vi også regnet med ind på basis af den viden, vi havde, da vi fik buddene. Her var BankNordiks bud fortsat det bedste, når vi kvantificerede det hele,« siger formand i Finansiel Stabilitet Henning Kruse-Petersen.B

INFOshop: Så (u)sunde er bankerne