Flere dages totale kaos om teknologivirksomheden OpenAI, som står bag den populære chatrobot ChatGPT, har måske fundet en afslutning, efter at der nu er indgået en aftale med Sam Altman om, at han vender tilbage som topchef.

Det skriver OpenAI på X, det tidligere Twitter.

»Vi er nået frem til en principaftale om, at Sam venter tilbage til OpenAI som administrerende direktør med en foreløbig ny bestyrelse med Bret Taylor (formand), Larry Summers og Adam D'Angelo,« skriver selskabet.

Sam Altman blev fyret af OpenAIs bestyrelse fredag. Han havde ikke været »ærlig i sin kommunikation«, og bestyrelsen havde ikke længere tillid til ham, lød forklaringen på fyringen.

Kort efter sagde den tidligere bestyrelsesformand og medstifter af OpenAI, Greg Brockman, op i protest.

En kaotisk weekend

De to største investorer i selskabet med softwaregiganten Microsoft i spidsen lagde hen over weekenden pres på bestyrelsen for at få topchefen tilbage i stolen. Microsofts topchef, Satya Nadella, smed mandag morgen dansk tid en bombe, da han meddelte, at han havde ansat Sam Altman og Greg Brockman og var villig til at tage imod de medarbejdere fra OpenAI, som ville følge med.

Kort efter afleverede næsten samtlige 770 ansatte hos OpenAI  et fælles brev med krav om, at bestyrelsen trådte tilbage, og at Sam Altman kom retur.

»Jeg ser frem til at vende tilbage til OpenAI,« skriver Sam Altman i et opslag på X.

OpenAI anses for at være frontløber inden for kunstig intelligens, som både trækker masser af overskrifter og endnu flere penge i investeringer. For snart et år siden, 30. november 2022, fik offentligheden adgang til selv at kunne bruge ChatGPT og se, hvor fremskreden teknologien var blevet. Det ændrede fuldstændigt udviklingen.

Siden har teknologiselskaber verden over knoklet massivt for at kunne fremvise egne kunstige intelligenser med lige så overbevisende egenskaber som ChatGPT. Samtidig har bølgen sat en global diskussion i gang om, hvad der egentlig foregår inde i den kunstige intelligens, og hvordan den når frem til sine konklusioner og svar. Overalt i verden forhandler politikere lige nu om at få fastlagt regler for udvikling og brug af kunstig intelligens.

Microsoft ejer 49 procent af OpenAI efter at have investeret i alt 13 milliarder dollar i virksomheden.

De nye bestyrelsesmedlemmer har en vis vægt. Bret Taylor er tidligere medtopchef for it-giganten Salesforce, Larry Summers er USAs tidligere finansminister, og Adam D'Angelo er topchef for Quora, et netsted, hvor spørgsmål stilles og besvares af brugerne.