Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
12 tidligere TDC Erhverv-butikker, som blev fyret af TDC sidste år, går nu sammen i en ny telekæde, som får 150 ansatte og en samlet omsætning på mellem 150 og 200 millioner kroner.
KLC Erhverv bliver navnet på den nye kæde, som får butikker fordelt over hele landet og begynder sit virke 1. marts.
»Vi mener, at der er et stærkt, lokalt grundlag for at drive telebutikker. Vi synes, at det er en dårlig ide at centralisere alting,« siger Keld Scheel, der er kædedirektør.
Han siger, at flere butikker har vist interesse for at være med i det nye samarbejde, hvis fulde navn er Kommunikationsløsningscenter eller altså blot KLC.
Klar til at udvide
»Det er planen, at vi beholder vor nuværende størrelse i 2015, men vi vil formentlig vokse de kommende år - måske organisk vækst med opstart af nye butikker, måske med opkøb af butikker inden for branchen,« siger Keld Scheel.
KLC Erhverv forventer, at deres størrelse vil kunne sikre dem bedre indkøbspriser, hvilket kunderne - både virksomheder samt offentlige og halvoffentlige myndigheder men ikke privatkunder - skal kunne nyde gavn af. Aftaler med flere endnu ikke navngivne teleselskaber er på plads, så butikkerne ikke er bundet til et bestemt teleselskab. Desuden kan man kunne tilbyde IP-telefoni fra flere store selskaber, ligesom der er indgået aftale med Danmarks største IT-forhandler, Atea, om udstyr.
De 12 butikker ligger i Hjørring, Aalborg, Randers, Thisted, Silkeborg, Holstebro, Varde, Vejle, Horsens, Brøndby, København og Lyngby.
TDC opsagde i september aftalen med de 14 erhvervscentre. Hidtil havde de 29 TDC-erhvervscentre været drevet af 18 partnere. Nu er fem tilbage til at stå for de 13 erhvervscentre, som fortsætter. Samtidig blev Atea opsagt af TDC.
TDC solgte i 2008 sine erhvervscentre fra for at lade eksterne partnere stå for dem.