Fynske Bank nedjusterer forventningerne

Fynske Bank nedjusterer forventningerne til regnskabsåret 2016, da rentemiljøet ikke - som banken ellers havde forudsat - har bedret sig.

Foto: By_LoVe.
Læs mere
Fold sammen

Banken venter nu en basisindtjening (før nedskrivninger, udgifter til sektorløsninger, fusionsomkostninger og skat) i niveauet 70-75 mio. kr. i 2016.

Det fremgår af bankens regnskab for første halvår 2016.

Tidligere ventede banken en basisindtjening i niveauet 80-85 mio. kr.

»De økonomiske og markedsmæssige forudsætninger for de udmeldte forventninger ved årsskiftet har ændret sig, idet forventningen om en svag stigning i rentemiljøet ikke er blevet indfriet. Renteniveauet på obligationsmarkederne er derimod faldet yderligere,« skriver Fynske Bank og uddyber:

»Udviklingen har medført, at renteindtægterne for første halvår 2016 på bankens obligationsbeholdning er mindre end forventet, hvilket dog modsvares og opvejes af højere kursreguleringer.«

På grund af den modsatrettede effekt ændres forventningen til nettoresultatet ikke, oplyser banken.

Fynske Banks nedskrivninger på udlån forventes at blive på et lavere niveau i 2016 end året før.