Fuld fart på Danfoss i årets første kvartal

Danfoss' afgående topchef Niels B. Christiansen har skudt den sønderjyske virksomhed afsted som en raket i årets første kvartal. Omsætningen vokser 13 pct. i danske kr. og driftsindtjeningen vokser 7 pct.

Foto: Asger Ladefoged. Niels B. Christiansen, Danfoss' afgående topchef, leverer sit sidste kvartalsregnskab for industrigiganten på Als.
Læs mere
Fold sammen

Danfoss' topchef Niels B. Christiansen afleverer 1. juli nøglerne til selskabet til vicekoncernchef Kim Fausing. Men det kommende chefskifte ser ikke ud til at have rystet den sønderjyske industrikoncern.

Takket være øget efterspørgsel efter nye, energieffektive teknologier på især de store vækstmarkeder, Indien og Kina, men også Rusland og Brasilien, er der kommet gang i Danfoss' salg. Dertil kommer lancering af nye produkter, omorganisering af salgsindsatsen mod mere lukrative produktgrupper, og opkøbet af de to virksomheder, Sondex og White Drive Products i efteråret 2016.

Første kvartal byder på højere vækst, end Danfoss har set længe. Omsætningen vokser 1,3 mia. kr. til 10,7 mia. kr. Det svarer til en vækst på 13 pct. målt i danske kroner og 11 procent i lokal valuta. Til sammenligning voksede Danfoss omsætning 2 pct. i lokal valuta i første kvartal 2016 og seks pct. målt i lokal valuta i hele 2016.

Indtjeningen vokser også pænt, selvom selskabet i øjeblikket investerer massivt i digitalisering. Driftsindtjeningen, EBIT, vokser med syv pct. til lige præcis én mia. kr, mens nettoresultatet er vokset med 12 pct. til knap 700 mio. kr. Det er lige i underkanten af væksten i de foregående kvartaler.

Pengene til investeringer bliver også ved med at løbe ind på Als-virksomhedens konto, men på den anden side vokser investeringerne især i digitalisering også. Cash flowet fra driften voksede med 20 pct. til 528 mio. kr., men samtidig faldt det frie cash flow før fusioner og opkøb med knap 50 mio. kr. til 151 mio. kr.

»Vi holder fast i de gode takter og har fået en stærk start på året. Vi tager markedsandele og vokser over markederne og den globale økonomi generelt. Vi ser, at vores vækstinitiativer virker, og vi har investeret i både nye virksomheder, innnovation og udvikling af nye, digitale løsninger. Det er en stærk kombination af organisk vækst og effekten af vores opkøb, der driver væksten,« udtaler Niels B. Christiansen i en pressemeddelelse.

Ifølge Niels B. Christiansen er Danfoss' fremgang bredt funderet på tværs af markeder, men selvom der er fremgang både i Europa og USA, er det især stigende omsætning i de såkaldte BRIK-lande, det vil sige Brasilien, Rusland, Indien og Kina, der trækker læsset.

I Indien, som Danfoss gennem længere tid har haft stor fokus på, oplever koncernen nu høje, tocifrede vækstrater. Samtidig ser den kinesiske regerings fokus på energieffektivitet og nedbringelse af CO2-udslip ud til at give effekt sammen med en refokusering af salget, som Danfoss har været igennem de seneste år i Kina.

Endelig konstaterer Danfoss, at der er tegn på bedring i markedsforholdene i både Brasilien og Rusland, som ellers har været ramt af økonomisk afmatning.